Forårssalat med asparges, varmrøget laks og pesto

Det har helt sikkert taget længere tid at skrive opskriften ned, end det tog at tilberede denne forårssalat med asparges… Nu var jeg selvfølgelig også hjulpet lidt af, at jeg i forvejen havde lavet en portion ramsløgspesto…

Har du ikke ramsløgspesto på lager, eller for den sags skyld friske ramsløg, så kan en let pesto med hvidløgssmag uden at være for stærk anbefales.

Opskrift – forårssalat med asparges og andet godt

Tidsforbrug: 15 minutter
Ingredienser

  • Salat
  • 1/2 bundt grønne asparges
  • 2 gulerødder
  • 5-6 kogte, små, faste kartofler 
  • 1 grape
  • 125 g varmrøget laks med/uden peber
  • 2-3 spsk feta i tern
  • Olivenolie
  • Saft af 1/2 citron
  • Ramsløgspesto – se opskriften her

Skyl og tør salaten, riv den i mindre stykker og læg den i et fad. Sæt en pande over ved middel varme med lidt olivenolie i. Knæk den træede ende af de grønne asparges og skær dem i mindre stykker, 3-4 cm lange. Svits dem på panden et par minutter, hæld citronsaft over dem og giv dem lidt salt og peber. Lægges derefter på salatbunden. Skræl gulerødderne og fortsæt med at skrælle lange strimler af dem. Skær skrællen af grapefrugten og skær “bådene” fri af grapefrugthinderne. Skær kartoflerne og laksen i mindre stykker. Fordel det hele på salatbunden sammen med fetaternene og server med ramsløgspesto og evt. lidt godt brød.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*