Harissa er en chilipasta eller chillisauce, der stammer fra Nordafrika, som er en god smagsgiver til mange vegetarretter. Man kan lidt kalde harissa for nordafrikansk ketchup, bare noget stærkere og – synes jeg – noget bedre. Find opskriften nedenfor – men inden da kan du blive klogere på chiliens vej fra Mexico til Nordafrika.
Harissa kan sikkert laves på mange, forskellige måder. Min måde er altså ikke ”den rigtige”, men den er i hvert fald både let og med rigtig meget smag.
Som sagt stammer harissa fra Nordafrika, og der er åbenbart, siger internettet, lidt diskussion, om chilipastaen oprindeligt kommer fra Tunesien eller Algeriet. Jeg havde nær sagt, at det jo er det sædvanlige – at flere gør krav på at være oprindelsesland for mad, kager etc. I hvert fald ser man det tit. Men uanset hvor man første gang fandt på harissa, så har den i dag spredt sig ud over hele det nordafrikanske område og til Israel. Nordafrikansk mad er kendtegnet ved at være med mange grøntsager og mange krydderier, gerne af den varmende slags. Det er også lige det, man møder i en harissa. Og så er der chilier i harissa, så dermed kan man også sige, at harissa ikke er en årtusind gammel pasta eller sauce. Chilierne stammer nemlig fra Amerika, især Mexico, hvorfra Columbus bragte dem med hjem til Spanien og Portugal. Herfra må chilierne have spredt sig over Middelhavet til det nordafrikanske område. Og resten er historie, som man siger.
Om chilien
Chili fik med Columbus et stort gennembrud i Europa tilbage i 14-1500-tallet, og det giver faktisk god mening. Chili er nemlig fyldt med bl.a. C-vitaminer og andre gode sager, så de er gode at komme i maden. Jeg ved egentlig ikke rigtig, hvad chilier smager af. De smager bare rigtig stærkt, så på den måde er deres berettigelse i maden vel mest, at de gennem deres styrke kan gøre maden mere interessant.
Hvorfor er chili så stærk?
Chili indeholder stoffet capsaicin, som påvirker kroppens smertesystem og udløser et advarselssignal, ligesom hvis man spiser noget, der er meget varmt. Så chili er faktisk ikke så stærk, den giver en brændende oplevelse. Men samtidig sker der også det, at der bliver udskilt endorfiner, når smertesystemet aktiveres. Endorfiner er supersmarte, fordi de giver fornemmelse af velbehag i kroppen. Deraf logikken i at udsætte sig for smerten fra chili – vi får simpelthen en lykkefølelse eller i hvert fald en behagelig følelse ud af det.
Tips til din harissa
Vær obs på, at hvis du ikke fjerner ribber og frø i chilierne, bliver harissaen meget stærk. Sådan a la brændende stærk. Så inden du går i gang, kan det være en god idé lige at vurdere, hvor meget du vil have smagsløg og hals brændt af.
Du kan selvfølgelig købe harissa færdiglavet, men når du laver den selv, har du lidt mere styr på, hvor stærk den bliver.
Hvad kan jeg bruge harissa til?
Alt. Eller rigtig meget i hvert fald. Man skal bare lige huske på, at harissa er en stærk spise, så små, spæde grøntsager er nok ikke sagen. Men tag nu en god hummus og fladbrød, bagte rodfrugter eller en vegetarburger. Her er harissa simpelthen oplagt.
Harissa
Måltid GrøntType TilbehørSværhedsgrad Let1
glas10
minutter10
minutterIngredienser
4-5 røde chilier (afhængig af størrelse)
1-2 fed hvidløg
1 spsk konc tomatpuré
2 tsk spidskommen
1 tsk stødt koriander
1 tsk paprika
1 spsk æblecidereddike
2 spsk rapsolie (eller olivenolie)
1 tsk salt
Sådan gør du
- Halvér chilierne på langs, fjern ribber og frø. Hak chilierne groft.
- Hak hvidløgsfeddene fint. Hak hvidløgsfeddene fint.
- Bland alle ingredienser i et blenderglas. Blend til en samlet pasta. Smag til med evt flere krydderier.
- Opbevares i et lille glas, der kan lukkes tæt. Holdbarheden øges, hvis overfladen dækkes af olie.
Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! Klik her.
Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉