Knasende sprøde chiaknækbrød

Chiafrø har et højt fiber- og proteinindhold, fodrer huden med sunde fedtstoffer og stabiliserer blodsukkeret, har jeg læst… What’s not to like? Jo, konsistensen, når de er blevet blandet med vand og svulmer op til en underlig gele-agtig blanding. Men det skjules fint i knækbrød, har jeg fundet ud af. Så nu er chiafrø på like-listen. Og før eller siden skal jeg vel tage mod til mig og prøve den berømmede chiagrød… Men foreløbig holder jeg mig til chiaknækbrød:

Chiaknækbrød

Portionen passer til to plader.

Tilberedningstiden andrager en god time, snarere fem kvarter. Men du laver kun noget i 10 minutter, resten af tiden venter du på, at chiafrøene skal suge væde, og at knækbrødene skal bage sig sprøde og lækre.

Ingredienser:

  • 1 dl chiafrø
  • 2 dl vand
  • 1 dl hørfrø
  • 1 dl sesamfrø
  • 1 dl solsikkekerner
  • 1 1/2 dl græskarkerner
  • 4 spsk hvedemel
  • 1-2 tsk salt
  • 1/2 dl solsikkeolie
  • Lidt varmt vand, 1/2 dl

Bland chiafrøene med de 2 dl vand. Tænd ovnen på 160 grader varmluft. Bland resten af ingredienserne på nær olie og vand. Vent et kvarter, mens chiafrøene opsuger vandet.

Hæld chiafrøene sammen med de øvrige frø, rør godt rundt, tilsæt så olien. Tilsæt vandet lidt efter lidt. Nogle gange tager det mere end andre. Blandingen skal være, om jeg så må sige, solid uden at være fast.

Mål 3 stykker bagepapir af, så de passer med bagepladerne. Rul dejen ud af to omgange mellem bagepapir, så den fylder hele pladen i et tyndt lag. Læmp forsigtigt bagepapir med dej over på pladerne, skær dejen op i passende stykker, ca 5×6 cm, med bagsiden af en kniv.

Bages ved 160 grader varmluft i ca. 50 minutter. Når de kommer ud af ovnen, skal de lægges på en rist og knækkes over i stykker med det samme. Opbevares bedst i kagedåse eller i maven 😉 men vær obs på, at de altså ikke blot er fyldt med sunde frø, men også med en god portion kalorier.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*