kokosdrømme flatlay

Kokosdrømme i 2020

I 2013 bagte jeg kokosdrømme, som var en mellemting mellem en småkage og en kokosmakron. De indeholdt masser af kokos, dermed en kokosmakron, men de flød ud og fik facon som en småkage. Tjek billedet på det oprindelige opslag her. I en gennemgang af gamle opskrifter faldt jeg over dem i sidste uge, og dem måtte jeg simpelthen prøve igen. Ville drømmen holde, var mit store spørgsmål.  

Nye kokosdrømme

Det skulle vise sig, at spørgsmålet nærmere er: Hvad skete der lige her? I 2013 flød kokosdrømmene ud. Det gjorde de ikke i denne uge. De stod færdigbagte som små toppe. Jeg fulgte ellers opskriften til punkt og prikke? Endnu et forsøg fulgte, men med samme resultat – de flyder slet ikke ud. Eneste synlige forskel er ovnen. Og dermed har jeg så bevist om ikke andet så for mig selv, at en ovn ikke bare er en ovn. Der er stor forskel på ovne. Derfor skal man heller ikke bare følge opskrifter blindt, men stole på, at man kender sig eget grej bedst.  

Jeg bagte kokosdrømmene flere gange i sidste uge. Anden gang bare for at være helt sikker på, at første gang ikke også var den eneste gang, hvor de ikke flød ud. Det var det ikke. De blev som sagt ved med at være toppe. Men anden gang blev de derudover opgraderet med lidt lime, og det var så til gengæld en ret genial tilføjelse. Den skæggede snuppede i hvert fald endnu en kokosdrøm fra kagedåsen med ordene: “De er sørme gode”.  

kokosdrømme

Tredje gang til brofolket 

Og sørme så viste det sig, at jeg ikke var færdig med at bage kokosdrømme. Den tredje gang kom lidt pludseligt, da brofolket manglede energi til det videre arbejde. Her kom kokosdrømmene på banen igen. Kokosdrømmene er særdeles velegnede til netop et pludseligt opstået behov for forplejning i den søde ende af skalaen, fordi de kan laves på ca. 45 minutter.          

Brofolket er de stærke herrer og damer i vores ejerforening, som hvert år sørger for, at badebroen bliver sat op i foråret og taget ned før vinterens storme i efteråret. Vi har kun boet her i et års tid, men jeg fandt ud af sidste år, at mad, drikke og det sociale samvær er en væsentlig del af arbejdsdagen. Sidste år lavede jeg således suppe til 18 til frokost. Men coronaen har midlertidigt sat en stopper for forsamlinger af den størrelse.

Derfor måtte kaffe, nybagte boller fra naboen og mine kokosdrømme i år gøre det ud for formiddagsforplejningen, der blev indtaget stående med behørig afstand af de otte, max 10 beboere, der tog et stort slæb med at få broen i vandet. Og det er faktisk et slæb at få den bro sat op. Ikke blot skal der bæres, løftes og bugseres, der skal også beregnes og måles. Så skal der konfereres, og broformanden (jo, selvfølgelig har vi udnævnt en sådan) skal komme med sin konklusion, mens det øvrige brofolk tager sig et velfortjent pusterum og en portion godmodigt drilleri sammen med kaffen. Det er faktisk lidt af et projekt at få sat broen op. Billedet nedenfor er taget i aftes – så er der vist ingen undskyldning for ikke at hoppe i fjorden: 

Detaljer

Hvor mange?

12-14 stk

Arbejdstid?

15 minutter

Vente- og bagetid?

20 + 15 minutter

Hvor let?

Meget let

Ingredienser

  • 75 g kokosmel

  • 100 g sukker

  • 1 tsk vaniljesukker

  • 1 knsp salt

  • 1 æg

  • 50 g smør

  • ½ lime, saft og revet skal

  • 40 g hvedemel

  • 30 g tørrede tranebær

Sådan gør du

  • Snup en kasserolle. Hæld kokosmel, sukker, vaniljesukker, salt, æg og revet skal og saft af lime op i den sammen med smørret skåret i små stykker. Lad det langsomt varme op og smelte sammen. Det må godt komme op på kogepunktet.
  • Tag kasserollen af varmen og rør hvedemel og tørrede tranebær i.
  • Tag en bageplade med bagepapir. Sæt dejen i små toppe på bagepladen.
  • Og nu, men først nu, tænder du for ovnen på 180 grader varmluft. Mens ovnen varmer op, lader du kokosdrømmene drømme på pladen. Når ovnen er varm, giver du lige alle kokosdrømmene et klem og et lille pres ovenfra. Sæt bagepladen i ovnen i ca. 13-15 minutter, indtil dine kokosdrømme er gyldne og bagte. Køles af på bagerist og opbevares i kagedåse med nix pilfingre låg.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉 

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! 

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*