koldskål med jordbærskum

Koldskål med jordbærskum – smagen af sommer

Jeg har ikke hørt om mange, der drikker kærnemælk ren, men en undtagelse var min mor. Det var også hende, der introducerede mig til koldskål af den hjemmelavede slags. Så sad vi rundt om bordet i sommerhuset, og min far så en anelse skuffet ud, når det gik op for ham, at dagens menu var koldskål. Og ikke andet. Serveret helt traditionelt med kammerjunkere eller eventuelt tvebakker eller cornflakes. En lettere moderniseret udgave af koldskål med jordbærskum kommer her. Den er enkel at lave – og så smager den simpelthen og helt ubeskedent meget, meget bedre end færdiglavet koldskål.

Selv om ordet koldskål stammer fra det nedertyske ”koldeschâl”, er koldskål af dansk oprindelse. Koldskål er næsten lige så gammel en opfindelse som selve kærnemælken. Kærnemælk begyndte man for alvor at lave i slutningen af 1800-tallet som et overskudsprodukt fra smørproduktion, mens koldskålen sammen med kærnemælksvælling og kærnemælkssuppe dukkede op i 1920’erne. Kærnemælkssuppe med rosiner fik jeg nogle gange serveret som barn, men det blev aldrig den store succes hos mig.

Koldskål startede i øvrigt slet ikke med at indeholde kærnemælk. Det lyder fuldstændig forkert i dag, men den var tværtimod baseret på frugt, vin eller øl – og blev serveret som en forret. Man kan da roligt sige, at det har ændret sig.

Lidt om kærnemælk

Tag et kig på den grønne karton med kærnemælk. Der står typisk 0,5% på den, og dermed er kærnemælk altså en lige så mager mælk som minimælken. Jeg bruger ofte kærnemælk i mine brød – især mine rugbrød. Konsistensen er blød, nærmest cremet, og smagen mild, rund og let syrlig. Så det er da godt, at kærnemælk ikke længere kun er foder til grisene, sådan som den faktisk startede med at være – før man fik øjnene op for den gode smag og fik kærnemælken ind i køkkenet.

Koldskål og jordbær

For mange er koldskål lig med sommer, og hvis man spørger producenterne af den færdiglavede koldskål, så svinger salgsbarometeret også helt og aldeles med jordbærsæsonen. Når jordbærrene frister, så er det salg i koldskålen. Og den sammenhæng bærer min koldskål med jordbærskum da også præg af, for jeg har lavet en let jordbærskum til koldskålen.

Det er megalet at lave koldskål: Pisk en æggesnaps, tilsæt kærnemælk og et andet syrnet mælkeprodukt for at skabe en cremet konsistens. Smag til og server. Det er også min grundopskrift, selv om jeg også nogle gange springer over det lave gærde. Så blander jeg kærnemælk med skyr, tilsætter lidt vanilje og sukker – og smager til med citron.

Men skal der kæles for detaljerne, så pisker jeg en luftig æggesnaps og tilsætter græsk yoghurt – og for at lette det lidt også noget skyr. Græsk yoghurt er garant for cremethed og fylde, mens skyr giver en syrlighed, der passer godt til koldskålens vanilje.

Mange spiser kammerjunkere til koldskål – jeg har valgt at servere mine tahincookies med chokolade. De er sådan en mellemting mellem kiks og småkage og er heller ikke så søde. Dermed giver de et supergodt modspil til den let syrlige koldskål. De er lige så knasende som kammerjunkere, og det er vigtigt, for så får man nemlig fornemmelsen af at skulle arbejde bare lidt med kæberne, altså tygge, og det giver mere mæthedsfornemmelse.

Koldskål med jordbær – smagen af sommer

Opskrift af Susanne PaghMåltid Sødt og syndigtType DessertSværhedsgrad Let
Hvor mange?

2

personer
Arbejdstid?

15

minutter
Hviletid?

30

minutter
I alt?

45

minutter

Ingredienser

  • 1 æggeblomme

  • 25 g sukker

  • ½ vaniljestang eller 1 tsk vaniljesukker

  • Saft af ½ citron

  • 1 dl skyr

  • 1 dl græsk yoghurt

  • 2 dl kærnemælk

  • Jordbærskum
  • 100 g jordbær

  • 1½ spsk græsk yoghurt

  • 1 tsk sukker

  • lidt citronsaft

Sådan gør du

  • Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Pisk æggeblommen med sukker og vanilje, indtil det bliver lyst og luftigt.
  • Rør skyr og yoghurt let ud i æggeblandingen. Bland kærnemælk i. Smag til med citronsaft og evt mere vanilje.
  • Lad hvile i køleskabet i en halv time.
  • Lav jordbærskummet ved at blende jordbærrene. Rør græsk yoghurt ud i jordbærrene. Smag til med sukker og citronsaft.
  • Server koldskål med en klat jordbærskum og evt kammerjunkere.
koldskål med jordbærskum

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kilde: ArlaCoop

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*