tahincookies med sesam og chokolade

Tahincookies med sesam og chokolade

Jeg har flere gange læst om, at man især i Mellemøsten anvender tahin ikke bare i det salte køkken til hummus, men også i det søde køkken i kager og desserter. Det er ikke noget, der er tradition for i Danmark. Derfor har jeg gennemtrawlet flere mellemøstlige, engelsksprogede madblogge, for dér må de da kunne hjælpe med lidt inspiration. Det kan de også, men da det ofte er meget, meget søde lækkerier, har jeg prøvet at lave en lidt mere fornuftig kage tilpasset nordiske smagsløg og på kanten af en bisquit eller kiks. Resultatet er blevet tahincookies med sesam og chokolade.

Ristede sesamfrø udenpå og indeni

Mine tahincookies med sesam og chokolade ville nok ikke blive accepteret hverken i Sønderjylland eller i Mellemøsten. På det sønderjyske kaffebord ville de helt stikke af som et meget forkert indslag, fordi de simpelthen ikke er ”kagede” nok. Jeg vil også gerne indrømme, at de er tættere på et mellemmåltid end en sød sag.

På samme vis ville man i Mellemøsten sikkert se på dem med vantro og spørge, om jeg havde glemt at komme honning eller andet sødende i. Men for os danskere er Mellemøstens desserter altså også nærmest kvalmende søde.

Men andre ord er det en cookie, der ikke er vildt sød, men har en salt, sød og sesamagtig smag. Lyder det underligt? Nå, men det er ok, for det er også lidt underligt. Til gengæld vil jeg sige, at de er helt perfekte til en omgang koldskål i stedet for de – i min optik – lidt for søde kammerjunkere. For eksempel til denne her omgang koldskål med jordbærskum.

Testspisning

Jeg fandt mig et par velvillige testspisere til mine nybagte cookies. Blandt andet en testspiser, der normalt ikke kan lide søde sager. Til gengæld kunne hun rigtig godt lide netop denne cookie – sikkert fordi den ikke er så sød. Jeg lavede to versioner, bare lige for at kunne teste lidt mere af. Den ene uden chokolade, den anden med. Jeg er selv mest begejstret for sidstnævnte, og det er også opskriften her nedenfor. Der er dobbelt op på sesam, da de indeholder tahin, der er lavet af ristede sesamkerner, og udenpå er de rullet i sesamfrø.

Hvis man har lyst, så kan man også erstatte en del af chokoladen med for eksempel hakkede valnødder. Man kan også vælge at erstatte noget af smørret med tahin – for mig blev sesamsmagen blot lidt for gennemtrængende på den måde (for det er selvfølgelig også forsøgt).

tahincookies med sesam og chokolade

Bonusinfo

Tahincookies er lette at lave – og så er dejen overraskende lækker at arbejde med. Jeg synes ofte, at dej kan blive noget “gratværk”, men her er der en blød, lækker og ikke snasket dej, som jeg gerne vil forme til små, fine cookies.

Generelt skal man ikke indtage store mængder frø, da frø fra naturens side forsøger at beskytte sig mod at blive spist og derfor indeholder forskellige giftstoffer. De skal jo i stedet holde arten ved lige og ikke gnaskes af hverken mennesker eller dyr. Ifølge kostrådene skal man derfor holde sig til lidt frø og kerner om dagen. Men gør man det, kan glorien godt skinne lidt, for sesamfrø er righoldige på protein, vitaminer og mineraler. Se i øvrigt de nye kostråd her fra 2021.

Tahincookies med sesam og chokolade

Opskrift af Susanne PaghMåltid Sødt og syndigtType Småkager, cookiesSværhedsgrad Let
Hvor mange?

30

stk
Arbejdstid?

30

minutter
Bagetid?

12

minutter
I alt?

42

minutter

Ikke så søde cookies med tahin

Ingredienser

  • 100 g smør, blødt

  • 50 g tahin

  • 100 g sukker

  • 1 æg

  • 1 tsk vaniljesukker

  • 1 tsk bagepulver

  • ½ tsk salt (se tip)

  • 250 g kagehvedemel

  • 50 g mørk chokolade

  • 50 g sesamfrø

Sådan gør du

  • Gør 2 bageplader klar med bagepapir. Tænd for ovnen på 170 grader varmluft. Hak chokoladen groft. Rist sesamfrøene på en tør pande, indtil de tager let farve. Stil til side. Så er du klar.
  • Rør det bløde smør, tahin og sukker godt sammen. Tilsæt ægget og pisk det igennem, så det bliver lysere.
  • Bland mel, bagepulver, vaniljesukker og salt og bland det i dejen sammen med den hakkede chokolade ad et par omgange. Du kan nu samle dejen med hænderne. Den bliver ret lækker fast og alligevel blød.
  • Rul dejen i ca. 24-30 kugler. Rul kuglerne i sesamfrøene og giv dem et let tryk, når du sætter dem på pladen, så de bliver til halvflade skiver (a la kammerjunkere). Bages i ca. 10-12 minutter, indtil de er gyldne. Køles af på bagerist og opbevares i tætsluttende kagedåse.

Bemærk

  • Hvis du bruger tahin med salt, udelad da at tilsætte salt.
  • Du kan erstatte noget af chokoladen med for eksempel hakkede valnødder.
tahincookies med sesam og chokolade

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*