Koldthævede boller er smarte, når man skal holde brunch. Jeg har aldrig været helt vild med brunch som koncept. Til gengæld er jeg vild med morgenmad sammen med den skæggede søndag morgen, mandag morgen, ja, enhver morgen… Det kan godt være, at vi ikke taler så meget om morgenen, og at rutinerne blot kører af sig selv, men det at starte dagen sammen betyder mere, end man lige skulle tro. Det er her, der tankes op ikke bare af sund morgenmad, men også af ro i hovedet. Sådan er det de fleste dage, hverdagene som jeg i lighed med Onkel Danny holder meget af.
Men en gang imellem inviterer vi gæster til morgenmad. Det er mere uformelt og enkelt end brunch, hvor der forventes mere af maden og hele setuppet. Morgenmad kan godt bare være nybagte boller med ost og pålæg, et blødkogt æg og måske et sødt punktum med en æbletrifli. Her er det nemlig samtalen og samværet, der er det vigtige. Det behøver heller ikke tage en hel søndag formiddag. En time eller måske to er fint, så er alle klar til at komme videre.
Denne søndag morgen var det en af den skæggedes gode venner, der lagde vejen forbi. Som altid gik snakken lystigt om stort og småt, om end jeg har noteret mig, at vi snarere taler om store emner end om små. Og at vi samtidig har stor respekt for hinandens synspunkter. Vi er ikke enige om alt, men vi er enige om, at uenigheden ikke må styre vores relation. Så vi går ikke på listefødder, men forstår, at vi kan have forskellige meninger.
Nybagte, koldthævede boller
De nybagte boller var blevet til under de betingelser, at de dels skulle kunne laves ud af, hvad skabene nu indeholdt, dels måtte de ikke kræve for lang tid – og så skulle de også smage godt. Jeg havde nemlig ikke købt specielt ind – og jeg ville også gerne nå min styrketræning, inden vi fik gæster. Derfor faldt valget på disse koldthævede boller. De blev sat til hævning dagen før, så jeg blot lige skulle hive dejen ud af køleskabet og over på en bageplade om morgenen.
Detaljer
8-9 stk
2 x 30 minutter
12-15 minutter
Slet ikke
Ingredienser
4,5 dl vand
10 g gær
1 spsk salt
1 spsk honning
75 g solsikkefrø
75 g hørfrø
150 g groft speltmel
250 g hvedemel
Rapsolie eller vindruekerneolie
Sådan gør du
- Dagen før
- Start med at opløse gæren i vandet. Tilsæt salt, honning, solsikkefrø og hørfrø. Så monterer du dejkroge på din håndmixer, hvis du ligesom undertegnede går ind for at klare sig med så lidt hardware i køkkenet som muligt og derfor ikke har en køkkenmaskine aka food processor. Tilsæt derefter groft speltmel og lidt efter lidt hvedemelet, mens du rører dejen med håndmixeren. Der skal røres ihærdigt og måske helt op til 15 minutter, for du skal kunne se glutenstrenge, når du er færdig. Dejen må godt være lidt blød, men fastere end havregrød.
- Hæld lidt olie i en ren skål og fordel olien op ad kanterne. Hæld dejen over i den rene skål og giv dejen et kærligt klap med olieindsmurte hænder. Dækkes til med husholdningsfilm og stilles på køl natten over.
- På dagen
- Tag skålen ud af køleskabet. Tænd for ovnen på 250 grader varmluft. Jep, det er varmt, men bollerne skal simpelthen have et varmechok.
- Del dejen i 8-9 stykker med en kniv. Undgå at ælte dejen, men form blot bollerne med let hånd. Sæt dem på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve i ca. 10 minutter.
- Bages ved 250 grader varmluft i ca. 12-15 minutter. Når de har fået fin farve og lyder hule, når du banker på dem under bunden, er de klar.