lækre cookies

Lækre cookies

Lækre cookies kan man altid bruge. Og de her er virkelig lækre med masser af mandler, tranebær og mælkechokolade. Sådan nogen man kan spise når som helst. Ikke mindst på en kedelig vinterdag sammenkrøbet i sofaen med en god bog.

Under coronaen fik jeg læst en del bøger – hvad skulle man ellers lave, når det sidste løg var syltet, brødet taget ud af ovnen, og løbeskoene næsten slidt op? Men så ramte den ”almindelige” hverdag igen, og bøgerne blev lettere støvede på sofabordet. Stædighed kan være skyld i meget, og her blev jeg faktisk lidt stædig. Eller vedholdende som jo er en mere pæn måde at sige det på. Jeg besluttede mig for at indføre tvungen læsetid for mig selv. Bare lige 10 minutter. Det hjalp gevaldigt. Nu sidder vanen der næsten.

Et lille liv

Fornylig læste jeg ”Et lille liv” af Hanya Yanagihara. Det er en af de smukkeste og mest forfærdelig sørgelige bøger af nutidige forfattere, som jeg læst – eller rettere grædt mig igennem. Jeg er ikke sådan en, der bliver påvirket på den måde. Men med ”Et lille liv” sad jeg ofte med tilbageholdt åndedræt og en klump i halsen.  

Så hvad er det så for en roman, der kan gøre sådan et indtryk? På overfladen er det en roman om fire studiekammerater, som følges fra deres pure ungdom til de sidste åndedrag. Den handler om venskab, sammenhold, skrøbelighed og omsorg. Men også om overgreb, vold og gru så enkelt og næsten ømt beskrevet, at man nærmest ikke tør, men heller ikke kan lade være at læse videre. Sproget er letflydende og smukt med fascinerende og omsorgsfulde beskrivelser af, hvordan kærligheden viser sig mellem mennesker og i venskaber.

Læs den for pokker – og hellere i dag end i morgen. Jeg lover dig ikke, at du bliver i godt humør af den, men det er en af de bøger, som man bliver stille af, og som man får nye perspektiver af. Og husk så lige en karton kleenex, for det lover jeg dig – at du vil blive berørt. Ellers har du ikke noget hjerte.

De lækre cookies

Nu skal vi ikke helt glemme de lækre cookies. Det er en helt enkel cookie-dej uden særlige dikkedarer. Og det kan være helt befriende at bage en gang imellem. Ligesom jeg har mine seje, sprøde cookies med havregryn, så er de her også nogen cookies, der næsten sidder på rygraden. Har du ikke mælkechokolade, så prøv med hvid chokolade i stedet for. Og er du ikke til tørrede tranebær, så kommer du bare flere mandler i. Men tranebærrene giver altså en rigtig god smag efter min mening.

Lækre cookies

Opskrift af Susanne PaghMåltid Sødt og syndigtType KageSværhedsgrad Let
Servings

4

servings
Prep time

30

minutter
Cooking time

40

minutter
Total time

1

time 

10

minutter

Ingredienser

  • 125 g smør, blødt

  • 50 g sukker

  • 175 g brun farin

  • 1 æg

  • 200 g kagehvedemel

  • 1 tsk bagepulver

  • 1 tsk vaniljesukker

  • 1 knsp salt

  • 25 g mandler

  • 25 g tørrede tranebær

  • 75 g mælkechokolade

Sådan gør du

  • Start med at tage smørret ud af køleskabet, så det kan blive blødt. Hak imens mandler og chokolade groft. Læg også bagepapir på 2 bageplader og tænd ovnen på 185 grader varmluft.
  • Rør det bløde smør sammen med sukker og brun farin. Tilsæt æg og rør godt sammen.
  • Bland mel med vaniljesukker og bagepulver og rør i dejen. Til sidst vendes de hakkede mandler, chokolade og tørrede tranebær i.
  • Rul dem til små kugler og sæt på bagepladerne med god afstand. De flyder ud.
  • Bages ved 185 grader varmluft i 10 minutter. Afkøles på en bagerist og op i den vanlige kagedåse med tætsluttende låg. (Forvent, at der vil være svind 😉)

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! Klik her.  

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

lækre cookies

Kommentarer

  1. Helt enig angående Et lille liv. Dejligt at læse din oplevelse af den. Hvis ikke den var så lang, genlæste jeg den hver måned 🙂

    • Susanne

      Hej Conny,
      den skal helt sikkert genlæses på et tidspunkt, men den kræver god tid. Måske en sommerferie.
      Hilsen Susanne

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*