lakselasagne med spidskål

Lakselasagne med spidskål

En simpel googlesøgning resulterer i masser af lasagner med spinat, for eksempel også min egen her. Det var bare ikke lige det, jeg havde lyst til, da aftensmaden skulle bikses sammen. Jeg ville gerne gøre det til en let lasagne. Det synes jeg faktisk, er lykkedes med denne her lakselasagne med spidskål. Næsten forårsagtig i det.

Tillige er den meget let at lave. Der er jo ingen grund til at komplicere en hverdagsmenu mere end nødvendigt. Salaten laves, mens lasagnen er i ovnen. Dermed har man et fint måltid på bordet inden for tre kvarter. Mere tid har jeg heller ikke lyst til at bruge, når maven knurrer, og den skæggede driver hvileløst rundt omkring køleskabet. Så er det, at den skæggede siger med usvigelig sikkerhed: “Ikke for at skynde på dig, men hvornår skal vi spise?” Måske for at vurdere, hvor længe han skal overhøre signalerne fra maven. Så er det, at jeg er glad for, at der ikke også er ulvetime med tre utålmodige unger. Den skæggede er så rigeligt i den forbindelse.

Et par tips

Selvfølgelig kan du bruge anden kål end spidskål. Men vælger du hvidkål eller for den sags skyld grønkål, bliver resultatet meget mere vinterligt. Spidskål eller et sommerhvidkål er meget let i smagen, og det er vigtigt for at bevare den lette, næsten sprøde smag. Så hold fast i, at det skal være en lakselasagne med spidskål. Jeg vil også holde fast i, at det skal være fersk laks. En røget laks, varm eller kold, bliver alt for salt.

Sådan gik det

Bare rolig – den skæggede døde ikke af sult, inden middagen kom på bordet. Ej heller måtte han slæbe sig hen til bordet udmattet af ventetiden, der trods alt kun var 45 minutter. Med salat og lakselasagnen blev vi også fint mætte begge to. Portionen passede helt perfekt til to personer.

Detaljer

Hvor mange?

2 personer

Arbejdstid?

20-25 minutter

Hvor længe i ovnen?

20-25 minutter

Hvor svært?

Helt almindelig

Ingredienser

  • 1/2 spidskål

  • 2 gulerødder

  • 1/2 løg

  • 1 fed hvidløg

  • 225 g fersk laks

  • 1/2 pakke friske lasagneplader

  • 1/4 l mælk

  • Muskatnød

  • Chiliflager

  • Salt, peber

  • Maizena jævner

  • Olivenolie

  • 100 g revet ost

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 170 grader varmluft. Varm en sauterpande op med lidt olivenolie. Hak løg og hvidløg fint. Sauter begge slags løg, mens du snitter spidskål fint og strimler gulerødderne med en kartoffelskræller. Vend spidskål og gulerodsstrimler med løgene, indtil det falder lidt sammen. Krydres med muskatnød, chiliflager, salt og peber.
  • Hæld mælk på, så det knap dækker. Bring det i kog og lad det simre et par minutter. Jævn det evt. med maizena. Skær imens laksen i tynde skiver.
  • Tag et fad ca. 15 x 25 cm og læg først et lag grøntsagsstuvning, så lasagneplader og laks. Gentag og slut af med grøntsagsstuvning øverst. Drys revet ost øverst. Bages i ovnen ved 170 grader i ca. 20-25 minutter. Serveres med grøn salat.
  • Bages i ovnen ved 170 grader i ca. 20-25 minutter. Serveres med grøn salat.

No Comments

  1. Pingback: Weekendmenu – men også fin hverdagsmad – Sundt for to

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*