Mindre madspild uden kedelige rester – Cannelloni med spinat og ricotta

Al ære og respekt for “Stop madspild” kampagnen, ingen kan næppe være uenige i, at man ikke bør smide mad ud. Men ikke alle supermarkeder eller indkøbssteder har helt forstået, at vi er rigtig mange i 1- eller 2-personers husholdninger, så det kan være svært at gøre det rigtige altid. Når jeg laver lasagne med friske lasagneplader, er der fx ofte en god halv meter lasagneplader i overskud. Og de skal selvfølgelig bruges. Derfor har jeg prøvet mig lidt frem og er nået frem til følgende løsning, som ikke er rigtige cannelloni-rør, men derimod rullede lasagneplader, der danner udgangspunktet for cannelloni med spinat og ricotta. Og da resten af indholdet kan hives ud af fryser eller køleskab, så er det er det med ren ”hindr-madspild” samvittighed. Denne gang var der et par porrer, der ellers ville blive kedelige – de erstattede løget og gav en mere blid smag.

Det er virkelig en pærenem ret, men smagsoplevelsen er stadig rigtig god.

Cannelloni med spinat og ricotta

Hovedret 2 personer

Tilberedningstid: 40 minutter, heraf de sidste 15 minutter i ovnen.

Ingredienser

  • 3-4 lasagneplader (afhængig af størrelse)
  • 250 g frossen spinat
  • ½ hk løg – eller en porre
  • 125 g ricotta
  • Revet muskatnød
  • Salt, peber

Tomatsauce

  • 1 ds hakkede tomater
  • ½ hakket løg – eller en porre
  • Tørret basilikum eller krydderi efter ønske
  • Salt, peber

Tænd ovnen – ca. 180 gr.

Start derefter med tomatsaucen – den er helt uden dikkedarer. Varm lidt olivenolie op i en tykbundet gryde, svits løgene ved middel varme et par minutter. Har du en porre, så brug den i stedet for løg. Tilsæt de hakkede tomater og krydderierne og lad det småboble fem minutter, mens du laver cannellonierne med spinat.

Tø spinaten op i en tykbundet gryde eller en sautepande ved middel varme. Tilsæt det hakkede løg (eller en porre skåret i skiver). Lad det varme igennem og tilsæt så ricotta. Vend godt rundt, indtil ricottaen er blevet blød og er godt mikset ind i spinaten. Tilsæt krydderier efter smag.

Herefter tager du lasagnepladerne og deler dem i stykker på ca. 15 x 15 cm (eller hvordan det nu passer bedst med de lasagneplader, du har til rådighed). På hvert stykke lasagneplade fordeler du nu spinat-ricotta blandingen og ruller lasagnepladen sammen til et rør. Læg dem i et fad, gerne tæt, og hæld tomatsaucen over.

Bages i ovnen ca. 12-15 minutter. Serveres gerne med en god salat, fx med mango og tomater.

No Comments

  1. Hørt, fryser er et glimrende redskab til mindre madspild 🙂

    • Med en lille husholdning får man ofte mange, små rester – ikke af færdiglavede retter, men mere i situationer, hvor man bruger fx halvdelen af en 1/4 liter madlavningsfløde, og skal man så fryse resten, eller sørge for at få den brugt med det samme? Jeg foretrækker det sidste, men fryseren er da et godt bud, hvis man bare husker at bruge de små rester, og det er jeg så ret dårlig til. Det er et af de tilfælde, hvor intentionen er god, men handlingen viser noget andet, når jeg et halvt år senere tømmer fryseren for smårester.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*