Hvorfor ændre på noget, der fungerer? Den skæggede forstår det ikke helt, han spørger jævnligt til, hvorfor jeg absolut skal lave om på noget, der fungerer fint. Men sådan er jeg nok bare – det skal lige tjekkes, om det kan blive bedre. Eller sagt på en anden måde: Hvis bedre er muligt, er godt ikke godt nok. Jeg har allerede en rigtig god opskrift på chiaknækbrød, men en gang imellem skal jeg lige teste af, om den nu også er den bedste. Kan man for eksempel videreudvikle på den, så den bliver endnu bedre? Det har jeg forsøgt her, og de nye chiaknækbrød med mandelmel og kerner er endda helt glutenfri.
Ifølge den skæggede er de mere “knæk” end “brød”, dvs. de er meget sprøde grænsende til det skrøbeligt skøre, men de smager skønt og er desuden lette at lave. Om de er bedre end originalen, altså min original, ved jeg egentlig ikke helt, men de ligger i hvert fald godt i maven…
Andre knækkede brød
Har du fået lyst til at bage andre knækbrød, så tjek linket her. Jeg har gennem tiden bagt mange knækbrød, der alle ligner hinanden – men med små variationer. Fælles for dem alle er, at de virkelig knækker. Sagt på en anden måde er de meget sprøde.
Spis chiaknækbrød til…
De nye chiaknækbrød med mandelmel og kerner kan spises med ost, lidt pålæg eller bare helt alene, når man er lidt brødflov. Måske er de allerbedst som en snack til et glas vin en aften i godt selskab – i stedet for chips, saltede peanuts eller lignende. På jobbet kan jeg også se, at kantinens hjemmebagte knækbrød går som varmt brød som en snack efter frokosten. Sådan en bid man tager med sig ind på kontoret og nyder i løbet af eftermiddagen. Jo, jo, indrømmet, sådan slutter jeg også tit frokosten af.
Detaljer
2 bageplader
30 minutter
45 minutter
Ret lette
Ingredienser
1 dl chiafrø + 2 dl vand
1 dl hørfrø
1 dl sesamfrø
1 dl solsikkekerner
1 1/2 dl græskarkerner
1 dl mandler
1 spsk fiberhusk
1 tsk bagepulver
2 tsk salt
1/2 dl rapsolie eller lignende smagsneutral olie
1 dl varmt vand
Sådan gør du
- Chiafrøene hældes i en lille skål og overhældes med 2 dl vand. De skal trække ca. 15 minutter.
- Bland imens alle frø og kerner. Blend mandlerne i en minihakker til mandelmel og tilsæt også det. Tilsæt fiberhusk, bagepulver og salt.
- Når chiafrøene har trukket, tænder du ovnen på 160 grader varmluft og gør to bageplader klar med bagepapir.
- Bland chiafrøene i de tørre ingredienser sammen med olien. Tilsæt lidt kogende vand, indtil konsistensen er rigtig – dvs. ikke for kompakt.
- Fordel dejen på de to stykker bagepapir og rul den ud (med et ekstra stykke bagepapir), så den passer til pladerne. Skær dem i stykker med bagsiden af en almindelig bordkniv, så du kan knække dem efter bagningen. Bages i ca. 40-45 minutter.
- Afkøles på rist og opbevares i kagedåser.