Salat med spidskål del 1 – plus inspirationskilder

Nu er det ikke sådan, at det eneste, vi spiser, er salat. Men når det er varmt, så bliver der serveret rigtig meget salat, fordi det både er let at spise og let at lave. Nu gider jeg jo ikke helt bare gnaske en almindelig grøn salat i mig, for der skal være lidt både til øjnene at se på og til tænderne at bide i. Denne her salat er første del af et minitema med fintrevet, rødt spidskål. Det her er en salat ment som tilbehør til et stykke fisk eller andet. Der er lavet lynsyltede rødløg og agurkesalat som en del af salaten, og det smager altså rigtig godt sammen med feta. Du kan sagtens lave en lidt større portion af både rødløg og agurkesalat, for begge dele kan holde sig et par dage i køleskabet.

Inspireret af…

Salaten er inspireret af en måltidssalat, som jeg fik, da vi sidst var på café til frokost. Kald mig bare nørdet, men jeg læser med stor interesse menukort (også hjemme i sofaen…). Og det er ikke usædvanligt, at jeg lader mig inspirere af retterne her til at sætte råvarer sammen på en ny måde. Denne gang var det egentlig mest brugen af agurkesalat i en salat, som satte tankerne igang. Der var sådan lidt “salat i salaten” over det, som vakte min interesse. Derfor kommer der også en salat med spidskål del 2. Jeg har nemlig har arbejdet videre med det samme koncept – salat i salaten.

Mine inspirationskilder kommer fra mange steder – menukortet er nok et af de mere nørdede. Ellers er det kogebøger, madblogs og hvad man i øvrigt får serveret til middage, firmaets frokostbuffet etc. Og så mine helt egne benspænd, som når jeg fx kun vil bruge sæsonaktuelle grøntsager. Dermed også være sagt, at jeg håber, at andre også ser mine opskrifter som inspirationskilde til egne retter. Det vil da kun være fedt…

Detaljer

Hvor mange?

2-3 personer

Arbejdstid?

15 minutter

Evt. hviletid?

15 minutter

Hvor svært?

Enkel

Ingredienser

  • 1/2 lille rødt spidskål – eller 1/4 stort

  • 1/2 agurk

  • 1 rødløg (her er eddikelage nok til to rødløg)

  • 1 avocado

  • 2-3 spsk feta i tern

  • Eddikelage
  • 1 dl æblecidereddike

  • 1 dl vand

  • 2 spsk honning

  • Salt, peber

  • Dressing
  • 1 tsk honning

  • 1 spsk æblecidereddike

  • 2 spsk rapsolie

  • Salt, peber

Sådan gør du

  • Eddikelage
  • Start med eddikelagen: bland ingredienserne på nær salt og peber i en kasserolle. Koges op sammen, indtil honningen er helt opløst. Lad lagen køle en anelse af.
  • Imens skæres agurken tyndt gerne på et mandolinjern – og skær rødløget i tynde skiver. Lægges i to skåle, og lagen hældes over. Krydres med salt og peber.
  • Salaten
  • Fjern stokkene fra spidskålen og snit den fint på et mandolinjern. Bland dressingen sammen og vend med spidskålen, den må gerne marinere i dressingen i lidt tid, inden resten af ingredienserne kommes på. Skær avocadoen i tern og bland den med spidskålen, hold lidt tilbage til pynt.
  • Når agurker og rødløg har trukket i eddikelagen i ca. 10 minutter (men gerne længere), lægges begge dele ovenpå spidskålen, og der toppes med feta i tern. Ret enkelt…

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*