Man bruger æbler i masser af madlavning, men søsteren i frugtskålen, pæren, bruges knapt så meget. Og det er egentlig synd, for pærer kan med deres sødme give en god smag til alt det salte. Det er denne her svampesuppe med pærer et rigtig godt eksempel på, for her giver pærerne modspil til både svampe, chili og persille.
Nogle gange kommer der bare en idé ind i hovedet – og så vil den ikke forsvinde igen, før man har gjort noget ved den. For mig var det denne gang en undren over, hvorfor pærer ikke anvendes i madlavningen i samme grad som æbler? Æbler og pærer hører begge til i top 3 over mest spiste frugt i Danmark. Eller rettere i mest købte frugt, hvor bananen snupper førstepladsen efterfulgt af æbler og med pærer på trediepladsen. Æbler og pærer fra træerne i min have – og i alle andre private haver – er ikke talt med, og mon ikke der gnaskes langt flere æbler og pærer end statistikken viser. Det er altså særdeles velkendt frugt, der er let at anvende.
Min undren førte til en intens smagstest af pærer. Og hold da op, hvor smager de forskelligt. Alt afhængig af sort, men også afhængig af modningsgrad. Personligt er jeg ikke meget for modne pærer. De bliver lidt for saftige, lidt for snaskede og nogle gange kammer de over og bliver nærmest melede. Derimod er jeg glad for pærer, der endnu ikke er helt modne. De skal være faste i det, man skal mærke, at man bider i en pære – og så skal saften ikke løbe ned over hagen bagefter. Altså efter min mening.
Om svampesuppe med pærer
Smagstesten førte til, at jeg valgte at sætte pærer sammen med svampe med masser af umami. Her tilfører pærerne nemlig både lidt sødme, men også noget frisk og let. Læg dertil lidt chili og persille for yderligere smag – suppen må nemlig ikke få en fad eller flad smag. Derfor er det også en god ide at have lidt citronsaft i baghånden, så man lige kan give suppen lidt syre til allersidst. Det er i det hele taget et godt råd, når man laver mad. Rigtig meget smag kan skabes med få dråber citronsaft. Har du ikke friske citroner, kan en æblecidereddike gøre noget af det samme. Vær dog obs på, at her bliver syren hurtigt gennemtrængende – så brug den med måde.
Valget faldt i øvrigt på conference pærer i suppen, men det er altså ikke et krav. Kigger man sig omkring i frugt- og grøntafdelingen i supermarkedet, vil der imidlertid oftest være blot to sorter at vælge imellem: conference eller clara frijs. Begge kan fint anvendes her. De er i øvrigt også begge ret gode i tærter og desserter. Tjek for eksempel denne her pærekage med vanilje og mandler.
Indrømmet. Farven på min svampesuppe med pærer er måske ikke den mest delikate – men smagen er virkelig lækker. Vil du have suppen lysere, så brug helt almindelige champignons af den hvide slags.
Svampesuppe med pærer
Måltid HovedretType SuppeSværhedsgrad Medium2
personer30
minutter15
minutter30
minutterLækker svampesuppe med pærer
Ingredienser
2 portobellosvampe – eller tilsvarende mængde markchampignons
1 pære
1 fed hvidløg
1 løg
0,75 l bouillon (grøntsagsbouillon, gerne fra terning af god kvalitet)
1-2 spsk olie til at stege i
1,5 dl madlavningsfløde
salt, peber
chiliflager
evt lidt citronsaft
1 håndfuld persille
- Tilbehør
Godt brød
Sådan gør du
- Skræl og hak løg og hvidløg. Skær svampene i mindre stykker. Skræl pæren og skær den i kvarte. Fjern kernehus og skær pæren i mindre stykker.
- Varm en gryde op med lidt olie. Svits først løg og hvidlg ved medium varme et par minutter. Tilsæt svampene og lad dem svitse med, så de smider væske. Til sidst blandes pærestykkerne i og steger med et minuts tid. Det hele krydres med chiliflager.
- Tag lidt af fyldet fra nu og sæt til side til senere.
- Hæld bouillon på og lad suppen småsimre i ca 15 minutter. Blend suppen med en stavblender, indtil den er glat. Varm den op igen og tilsæt madlavningsfløde. Smag nu suppen til med salt og peber og evt lidt citronsaft.
- Bland fyldet, som blev sat til side, med hakket persille. Server suppen portionsanrettet med lidt af fyldet i midten og suppen rundt om – og med godt brød til.
Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! Klik her.
Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉