Lidt for mange tomater og en halv squash blev til en variation over kendt tema, tomat-squash tærte, med inspiration fra en opskrift fra Alt for Damerne, bare lettet lidt. Tærtedejen er min vanlige udgave, fordi den nu er så nem at lave, at det slet ikke kan betale sig at købe færdig tærtedej.
Sådan laver du tomat-squash tærte
Hovedret 2 personer
Tilberedningstid 1 time, heraf 20-30 minutter i ovnen
Ingredienser
Tærtedej
- 225 g hvedemel, heraf kan ca. 50-75 g erstattes af fx rugmel, der giver en mere rustik tærtebund
- 1 tsk salt
- 50 g smør eller kærgården
- 1 dl koldt vand
Fyld
- 100 g ricotta
- ¾ dl minimælk
- 2 spsk revet parmesan
- 2 æg
- Oregano – frisk eller tørret
- 2-3 tomater i skiver
- ½ squash
- Salt, peber
Start med at tænde ovnen på 180 grader (varmluft). Smør en tærteform på ca. 26-28 cm i diameter.
Hæld melet i en skål sammen med saltet, bland det rundt. Tilsæt smørret i små stykker og smuldr det i melet. Herefter samles dejen med vandet, der tilsættes lidt efter lidt. Nogen foretrækker at rulle dejen ud – jeg er mere til den enkle løsning: at presse dejen ud i tærteformen. Det giver også mindre opvask J
Nu skal tærtebunden forbages i 10 minutter.
Imens tilberedes fyldet. Start med at røre ricotta, mælk, parmesan og æg sammen. Krydr det godt med oregano, salt og peber. Skær tomaterne og squash i fine skiver.
Tag tærtebunden ud af ovnen. Fordel først oste-æggemassen over bunden. Læg derefter skiftevis tomat- og squashskiver. Sæt tærten tilbage i ovnen i ca. 20-30 minutter – hold øje med den, der kan være stor forskel på ovne, og pludselig kan sådan en tærte få meget farve på kort tid.
Serveres med salat. Jeg valgte denne dag en salat med ærter og agurk og en hurtig olie-eddike-dressing.
Hej Susanne.
Rigtig dejlig opskrift, og et godt billede du har taget. Jeg har aldrig prøvet at lave denne tærte-kombination før, men jeg elsker at prøve nye ting, så den skal helt sikkert afprøves. Jeg vil dog bruge fløde i stedet for minimælk, da det ærligt jo bare giver en helt perfekt smag :).
Mvh. Malene