min morgenmad skyr

Vis mig din morgenmad

Mange skal holde sommerferie i Danmark. Hjemme som ren staycation eller i sommerhus, på camping, måske som glamping, etc. Uanset hvor så byder ferien på mere tid, og dermed er der også tid til at gøre lidt mere ud af morgenmaden. Eller måske bare prøve noget andet end det autopiloten er sat på til hverdag. Derfor vil jeg sætte fokus på morgenmaden i de kommende uger med temaet “Vis mig din morgenmad”.   

Indrømmet, min autopilot står også på samme morgenmad hver morgen. Så jeg har allieret mig med nogle af mine bloggerkolleger, som i de kommende uger vil fortælle om, hvad de selv spiser til morgenmad – og måske dele en opskrift med os andre, så vi også kan teste af.   

Vis mig din morgenmad – sådan har jeg det selv

Lad mig allerførst afsløre, hvordan jeg selv har det med morgenmad: 

Spiser jeg morgenmad – og hvorfor? Ja, det gør jeg. Solen står op i øst og går ned i vest. Lige så sikkert er det, at jeg sætter pris på at starte dagen med morgenmad. jeg fungerer bare bedst, når jeg får startet dagen med morgenmad. Så har jeg energi til at kunne klare mig indtil frokost, for jeg spiser sjældent mellemmåltider. Men morgenmaden behøver faktisk ikke være det første, jeg kaster mig over. Ofte vælger jeg nemlig at løbe en tur – efterfulgt af en badetur i fjorden, og det går rigtig fint på tom mave.  

Hvad skal morgenmaden gøre for mig? Det vigtigste for mig er, at jeg får en god og sund start på dagen. Og så skal blodsukkeret holdes stabilt og roligt, indtil frokosttiden rammer.  

Hvad spiser jeg (og den skæggede) til morgenmad? Mange bliver overraskede, når de hører, at jeg tager mig tid til at lave omelet til os hver morgen. Det er bare vigtigt for mig at få godt med protein ind, og æg er jo en uovertruffen proteinkilde. Så en omelet med spinat suppleret af skyr med ymerdrys – og så en masse, gerne grøn eller hvid te. Den skæggede drikker faktisk velvilligt den grønne eller hvide te.    

min morgenmad omelet

Vanemenneske…

Spiser jeg det samme til morgenmad hver morgen – eller varierer det? Øh, ja, jeg spiser det samme igen-igen. Variationen kan bestå i, at jeg engang imellem tager mig tid til at lave et blødkogt æg… eller når der er sæson for jordbær som lige nu. For så kommer der jordbær på skyren (wow – stor variation, ikke sandt).

Endelig så opstår variationen, når vi er på ferie. For eksempel da vi var i Costa Rica, hvor jeg helt og aldeles faldt for den costaricanske start på dagen. Nemlig gallo pinto med ris, bønner, tomater, avocado og æg. Lækkert og mættende, men tager simpelthen for lang tid – eller kræver for meget planlægning til at fungere i en almindelig hverdag. Det hænder dog, at jeg laver gallo pinto i weekenden – og bliver umådelig populær hos den skæggede. 

gallo pinto closeup

I morgen møder I Louise, der blogger om livet på havnefronten på www.harbourgirl.dk.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*