grove horn med pesto og parmesan

Grove horn med pesto og parmesan

Det blæser udenfor. Det regner. Det sner. Og der er corona-lockdown. Igen. Der er ikke meget at være begejstret over. Og så alligevel. For der er tid til at bage lækre grove horn med pesto og parmesan, og det er simpelthen guf til aftensmaden. Eller til en madpakke, når den tid kommer igen.

Det her kunne være en smuk fortælling om stille sne, der daler fredeligt ned. Det er det så ikke – for vejret viser sig ikke fra sin smukkeste side i dag. Tværtom har der stået en halv pelikan ind mod husets facade, mens det har været vådt i vådt med slud og regn. Det lyder lidt træls, og det er egentlig også… for vi er endnu en gang landet i en lockdown. Og hvor vi i foråret kunne se frem mod sommer og sol, så kan vi denne gang se ind i to-tre mørke måneder. Årh, hvor er jeg træt af det.

Det er næppe en følelse, som jeg står alene med. Det kræver lidt stædighed at hive op i sig selv, få motioneret og lavet sund mad hver dag. Jeg klarer det ved at have en benhård struktur på min dagligdag, og det er i og for sig ikke så svært for en strukturfascist som undertegnede. Heller ikke for den skæggede i øvrigt – ja, han bliver jo bare lagt ind under min struktur.

Tøm køleskabet – og få noget lækkert på bordet

Når det gælder aftensmaden, er det let at falde i den fælde, at man laver nogenlunde den samme aftensmad dag efter dag. Især når man som vi kun er to i husstanden, og der derfor ofte er meget af hver råvare, mere end man kan bruge på én gang. Det er også derfor, jeg har skrevet en ny e-bog – om at få mindre madspild og tømt køleskabet. Det er godt for samvittigheden, økonomien og klimaet. De gode argumenter står jo ligefrem i kø. I e-bogen giver jeg 9 måder at mindske madspild på og 9 opskrifter til de dage, hvor der alligevel er kommet for meget i køleskabet. Du kan downloade e-bogen Tøm Køleskabet her.

Jeg insisterer nemlig på, at der også i den lille husstand skal forskelligt på bordet. Jeg insisterer så også på, at det skal være god mad. I går var det således pasta med svampe, gulerødder, lidt fløde og ristede mandler. Det smagte skønt – og her gjorde de her grove horn med pesto og parmesan lykke.

grove horn med pesto og parmesan

Grove horn med pesto og parmesan

Ja, det er grove horn, for der er kommet grahamsmel i. Men på forunderlig vis er de fnuglette. Man bliver simpelthen overrasket, når man løfter dem fra bagepladen, når de kommer ud af ovnen. Når du bryder dem, ser du en flaget, lækker konsistens. Inden i finder du den lette løsning, nemlig en færdiglavet grøn pesto og revet parmesan. I stedet for den grønne pesto kunne du også fylde dem med en rød pesto, hakkede soltørrede tomater eller hvad du nu føler for. Der bliver 8-10 horn ud af portionen her, selvfølgelig afhængig af hvor store du ønsker dem.

Som flere gange før har jeg brugt tangzhong metoden til at lave dejen. Her laver du en jævning først, som du kommer i dejen. Det er med til at sikre, at der holdes mere fugt i dejen, og det kan smages, både når hornene er nybagte og dagen derefter, hvor de stadig er saftige og lækre. Du kan læse mere om tangzhong metoden i dette indlæg om tangzhong boller.

Grove horn med pesto og parmesan

Opskrift af Susanne PaghMåltid Brød og bagtType MadbrødSværhedsgrad Medium
Hvor mange?

10

stk
Arbejdstid?

30

minutter
Bagetid?

20

minutter
Hævetid?

1

time 
I alt?

1

time 

50

minutter

Grove horn fyldt med pesto og parmesan – bagt efter tangzhong metoden

Ingredienser

  • Jævning
  • 1 dl vand

  • 20 g hvedemel

  • Dej
  • 1 dl kærnemælk

  • 15 g gær

  • 1 æg

  • 1 spsk honning

  • Jævning (se forklaring)

  • 70 g grahamsmel

  • 1 spsk groft salt

  • 250 g hvedemel, gerne manitoba (se tip)

  • 50 g smør

  • Fyld og pynt
  • ½ glas grøn pesto

  • Revet parmesan

Sådan gør du

  • Jævning
  • Bland mel og vand i en kasserolle. Varm det op præcis som, hvis du ville lave en jævning. Rør godt rundt i blandingen, så den bliver helt jævn. Den skal ikke koge, bare være omkring 65 grader. Det passer med, at jævningen har fået en god grødkonsistens.
  • Køl jævningen let af, mens du starter dejen.
  • Dej
  • Rør gær ud i kærnemælk (den må gerne være kold). Bland æg i sammen med honning.
  • Tilsæt nu jævningen og rør den ud.
  • Herefter tilsættes først grahamsmel og salt.
  • Skær smørret i små stykker. Derefter røres hvedemel og smør i dejen ad et par omgange. Rør dejen i ca 10 minutter med håndmixer og dejkroge. Dejen bliver helt elastisk og lækker, og så er den klar til at hæve.
  • Dæk skålen med husholdningsfilm eller et viskestykke og stil den på køkkenbordet i 1 time.
  • Tænd ovnen på 190 grader varmluft + damp, hvis muligt. Læg bagepapir på en bageplade.
  • Del dejen i to portioner og rul dem ud til cirkler. Del cirklerne i 4 eller 6 slices. Fordel pesto på alle stykker og riv parmesan fin over. Rul stykkerne sammen fra den brede ende og form dem til horn.
  • Pensl hornene med lidt vand og riv parmesan over dem.
  • Sæt temperaturen ned til 175 grader og bag hornene i ca 20 minutter. Spis dem med det samme eller lad dem køle af på en bagerist. 

Bemærk

  • Manitoba er en hvedemel med højt glutenindhold og derfor gode hæveegenskaber. Almindeligt hvedemel kan sagtens anvendes i stedet for.
  • Spring over det lave gærde og vælg en færdiglavet pesto. Det gør jeg…
grove horn med pesto og parmesan

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*