appelsintærte

Appelsintærte med appelsinkompot og mandelmasse

For et stykke tid siden kom denne appelsintærte med den skæggede på arbejde. I næste uge skal der igen kage på bordet, og denne gang kan kollegaer (og andre) stemme om, hvilken kage de gerne ser på torsdagens kagebord i firmaet. Læs mere og stem her.

Appelsintærten er ikke blandt de udvalgte kager, for de har jo lige fået den. Det skyldes bestemt ikke smagen, for med hjemmelavet appelsinkompot og mandelmasse er der nemlig lagt op til velsmag. Nu kunne man tænke, at den med appelsin og mandel må være lidt julet i det, men det er den slet ikke. Så derfor er det en appelsintærte, der i princippet kan serveres året rundt. Meget gerne sammen med cremefraiche, flødeskum eller vaniljeis. På den måde bliver det en fin dessertkage. I sig selv er den også dejlig til en kop kaffe en eftermiddag.

Der er lidt forskellige elementer i tærten – først og fremmest selvfølgelig en mørdejsbund, dernæst en appelsinkompot og en mandelmasse. Det betyder imidlertid ikke, at tærten er svær at lave. De enkelte elementer er nemlig ret lette at gå til. Til gengæld skal der sættes lidt tid af til at lave tærten. Vælg usprøjtede appelsiner til tærten, da appelsinskallen skal anvendes i mandelmassen.

Detaljer

Hvor mange?

8-10 personer = tærteform ca 26 cm

Arbejdstid?

30-45 minutter

Hvile- og bagetid?

2 x 1/2 time

Hvor svært?

Ikke særligt…

Ingredienser

  • Mørdej
  • 200 g hvedemel

  • 1 spsk sukker

  • 125 g smør

  • 1/2 dl vand

  • Appelsinkompot
  • 3 appelsiner

  • 150 g sukker

  • Mandelmasse
  • 100 g mandler

  • 100 g smør

  • 50 g brun farin

  • 1 æg

  • Revet skal af 1 appelsin

  • Pynt
  • 1 håndfuld mandler

  • Serveres med
  • Flødeskum, creme fraiche eller en skefuld vaniljeis

Sådan gør du

  • Mørdej
  • Saml først mørdejen ved at blande mel og sukker, skær smørret i mindre stykker og smuldr det ud i melblandingen, så det kommer til at ligne revet ost. Saml dejen med lidt vand. Dejen rulles ud mellem to stykker bagepapir, så den passer til en tærteform ca 26 cm i diameter. Lægges i tærteformen og stilles i køleskabet i en halv times tid.
  • Dejen rulles ud mellem to stykker bagepapir, så den passer til en tærteform ca 26 cm i diameter. Lægges i tærteformen og stilles i køleskabet i en halv times tid.
  • Appelsinkompot
  • Imens mørdejen hviler, laves appelsinkompotten: riv skallen af de tre appelsiner. Gem den revne skal af den ene appelsin til mandelmassen. Resten kommes i en kasserolle. Skær skrællen af de tre appelsiner og skær appelsinerne i mindre stykker, som kommes i kasserollen sammen med sukkeret. Koges sammen, indtil appelsinerne er kogt let ud. Køles af.
  • Mandelmasse
  • Mandelmassen laves ved at køre mandlerne i en minihakker til mandelmel. Bland derefter alle ingredienserne i en skål og rør det sammen med håndmixeren. Det er lettest, hvis smørret er blødt.
  • Samling af tærten
  • Tænd ovnen på 200 grader almindelig ovn. Læg appelsinkompotten i bunden af tærten og derefter mandelmassen ovenpå. Hvis appelsinkompotten er meget våd i det, kan du nøjes med at tage appelsinstykkerne og hælde det meste af væsken ud. Pynt af med hakkede mandler. Tærten bages i ca. 30 minutter.
appelsintærte

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*