Lun fennikel- og squashsalat

Når man er træt af kartoffelsalat til det grillede, er en lun fennikel- og squashsalat et rigtigt godt bud, hvor du også får brugt grillens varme.

Det var en af de dage, hvor det eneste man havde lyst til var at nedsænke legemet i afkølende vand. Dernæst at tænde grillen, simpelthen fordi vejret var så godt, at det næsten ville være forbryderisk at lade være. Med andre ord var det i de dage, hvor der var stort set landsdækkende hedebølge. Det faldt så også sammen med, at det var i den uge, at den skæggede og undertegnede havde ferie. Lig med den ene af to ugers ferie her i løbet af sommeren. Eller som en af mine leverandører sagde med slet skjult misundelse: “Når man kun har 1 uges ferie, så er det sørme godt planlagt at lægge den midt i en hedebølge!” Jeg giver hende helt ret, men det var også lidt udfordrende. Den samme uge skulle nemlig bruges på at gøre min nye webside klar. At sidde med snuden i tastaturet er ikke lige det, man har mest lyst til, når solens stråler kaster gavmildt omkring sig.

Dagens salat på grill

Tilbage til maden. For hvad skulle på grillen? Ja, ud over et pænt stykke laks kom der også madbrød og så grøntsager til en lun salat. Ikke fordi man egentlig havde behov for varme i salaten, men når nu grillen var i gang, skulle varmen da udnyttes.  

En fennikel på vej til at blive kedelig og en spændstig squash kom til at udgøre hovedingredienserne i den lune salat. Begge er grøntsager, der skiller vandene, og derfor kræver de også, at de bliver pænt bearbejdet. Fennikel må ikke stå rå og lakridset, mens squashen skal have tilført noget smag. Og her viste grillens kulsmag at være helt passende – den giver kant til squashen og dæmper lakridssmagen i fenniklen. Derudover lidt gedeost – og så ellers sommersol og varme for resten.

Detaljer

Hvor mange?

Tilbehør til 2

Arbejdstid?

20 minutter

Alt i alt?

20 minutter

Hvor let?

Meget let

Ingredienser

  • 1/2 – 1 squash afhængig af størrelse

  • 1 lille fennikel

  • 2 håndfulde delikat spinat (ikke for kraftig, så hellere babyspinat)

  • 1/2 rulle blød gedeost

  • En anelse olivenolie

  • Salt, peber

Sådan gør du

  • Ingen instruktioner for opstart af grillen, det plejer at være den skæggedes resortområde, og jeg har dårligt forstand derpå – men sørg for, at grillen er klar til brug… 
  • Skyl spinaten og læg den i et fad eller en skål. 
  • Skær fenniklen i skiver. Lad dem trække i lidt kogende vand i ca. 5 minutter. Hæld vandet fra. 
  • Skær squash i ½ cm tykke skiver. Dryp både fennikel- og squashskiver med en anelse olivenolie og giv dem et vrid salt og peber. Grill dem på den varme grill i ca. 5-8 minutter i alt. Læg dem ovenpå spinaten, top med blød gedeost og slut af med at krydre med salt og peber – og en anelse olivenolie.  
fennikel-squash salat med øvrigt tilbehør

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*