gulerodsbrud med kærnemælk og chiafrø

Gulerodsbrud med kærnemælk og chiafrø

En kombination af flere ting ledte til de her gulerodsbrud. For det første indeholdt ugens grøntsagskasse gulerødder. For det andet havde jeg lidt kærnemælk til overs efter at have bagt rugbrød. Endelig følger der med hjemmearbejde også hjemmefrokost, og her serveres der pt ofte sandwich. De tre ting kombinerede jeg til en portion nye gulerodsbrud med kærnemælk og chiafrø. De allermest svampede, saftige og mega lækre gulerodsbrud, der simpelthen er lige så perfekte til frokostens sandwich som til en eftermiddagssnack.

Noget så lækkert som disse gulerodsbrud med kærnemælk og chiafrø kræver også lidt tålmodighed. De er nemlig koldhævede, og det er en teknik, jeg ofte bruger. Først og fremmest fordi det reducerer enhver risiko for, at de færdige brød eller boller kommer til at smage af gær. Det skyldes, at mængden af gær er meget begrænset og tillige får tid til at udvikle sig. Derudover er det en dejlig måde at bage på: at man laver dejen den ene dag og så bager, når man har tid. På den måde bliver hævetiden ikke til mere eller mindre ventetid, men dejen venter bare stille og roligt i køleskabet, indtil det er tid.

Det er langt fra min første opskrift på boller, der er velegnede til sandwich. Og mine gulerodsbrud med kærnemælk og chiafrø er også inspireret af en anden opskrift, som jeg tidligere har beskrevet. Nemlig de her koldthævede gulerodsboller, som blev en sidegevinst ved at deltage i et møde.

Et møde?

Ja, de oprindelige gulerodsbrud blev jeg inspireret til efter et møde i professionel sammenhæng. Sådan et rigtigt fysisk møde, hvor vi talte om strategi, tegnede på whiteboard og lavede gruppearbejde. Hvor føles det som uendelig lang tid siden, at jeg sidst sad i sådan et møde med mange mennesker. Før coronaen satte en stopper for sådanne fælles aktiviteter. Jeg indrømmer blankt, at jeg savner det og tænker med glæde tilbage på de gange, hvor jeg i løbet af vinteren har kunnet mødes rent professionelt med bare nogle stykker eller en enkelt ad gangen.

Man kan nemlig klare rigtig meget på Teams, Zoom og hvad de forskellige onlinemøde-programmer ellers hedder. Blot kan man ikke helt se glimtet i øjnene, og det er langt sværere at tegne og fortælle sammen. Jeg kan høre det i kollegers og samarbejdspartneres stemmer: De længes efter det fysiske møde. Samtidig ved vi også godt alle sammen, at med corona har vores arbejdsliv ændret sig for altid. Vi hopper ikke længere pr. automatik i et fly for at samle en afdeling på tværs af landegrænser. Vi kan planlægge selv større projekter med nye samarbejdspartnere uden fysisk at være i samme rum. Og vi kan helt sikkert meget mere.

Kaffepausen ved kaffemaskinen, hvor man lige udveksler, hvordan det egentlig går, er meget svær at genskabe elektronisk. Ligesom der også går noget af spontaniteten, når man mødes på Teams eller Zoom. Til gengæld er der knap så meget sidemands-snak… og det kan jo også være en fordel, hvis man gerne vil have lidt effektivitet i møderne.

En lærer beskrev det efter min hukommelse sådan her: ”Jeg savner at se mennesker. For nok har jeg undervist hele dagen, men det er 25 små billeder på skærmen, som jeg har haft kontakt med.” Det rammer det vist meget godt ind. Man savner kontakten med menneskene. 

gulerodsbrud med kærnemælk og chiafrø

Tilbage til gulerodsbruddene

Gulerodsbruddene og alle de andre opskrifter på frokostegnet mad og brød er også et tegn fra coronaens tid. For frokosten er for mange næsten blevet det eneste helle. Det er noget, som flere kæmper med næb og kløer for at kunne have i fred. Hvor vi før flokkedes i kantinen, nyder vi nu en-eller tosomheden og ikke mindst freden fra skærmen i den halve time, hvor vi har vores frokostpause. Den halve time vil jeg også helst tilbringe helt analogt. Bare mig, den skæggede, lidt snak og lidt stilhed. Alt imens vi nyder vores mad, uanset om det er gulerodsbrud fyldt med tunsalat som her – eller to klapsammen med ost.   

Gulerodsbrud med kærnemælk og chiafrø

Opskrift af Susanne PaghMåltid Brød og bagtType BollerSværhedsgrad Medium
Hvor mange?

10

stk
Arbejdstid?

30

minutter
Bagetid?

20

minutter
Hævetid?

8

timer 
I alt?

8

timer 

50

minutter

Gulerodsbrud der er virkelig gode til sandwich

Ingredienser

  • 10 g gær

  • 2 dl vand, lunt

  • 1½ dl kærnemælk

  • 200 g gulerødder, groftrevne

  • ½ dl solsikkekerner

  • ½ dl græskarkerner

  • 2 spsk hørfrø

  • 2 spsk chiafrø

  • 1 spsk olivenolie

  • 1 spsk honning

  • 1 spsk groft salt

  • 150 g groft speltmel

  • 300 g manitoba hvedemel

Sådan gør du

  • Dag 1
  • Hæld kogende vand over frø og kerner. Bare så det dækker. Skræl og riv gulerødderne groft.
  • Rør gær ud i det lune vand. Tilsæt kærnemælk, olivenolie og honning.
  • Hæld overskydende vand fra frø og kerner og tilsæt dem dejen sammen med de groftrevne gulerødder.
  • Find elmixer og dejkroge frem. Bland nu speltmel med salt i dejen og rør rundt. Til sidst tilsætter du hvedemel og rører med elmixeren med dejkroge i 5-7 minutter, indtil dejen er æltet godt sammen. Den må godt være lidt fugtig i det – hellere det end tør.
  • Dæk skålen med husholdningsfilm og sæt på køl til næste dag eller minimum 8 timer.
  • Dag 2
  • Tag dejen ud af køleskabet en times tid, før du vil bage, så den lige kan nå at blive lun.
  • Tænd for ovnen på 225 grader varmluft og gerne med damp. Med to skeer sætter du dejklatter på en bageplade med bagepapir (evt to bageplader). Sæt bagepladen i ovnen og sæt temperaturen ned til 200 grader varmluft.
  • Gulerodsbruddene bages i ca. 20 minutter, indtil de er gennembagte. Så lyder de hule, når du banker dem under bunden. De færdige gulerodsbrud afkøles på en bagerist.

Bemærk

  • Du kan sagtens fryse overskydende gulerodsbrud. De skal blot tøs op og lunes i ovnen.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

gulerodsbrud med kærnemælk og chiafrø

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*