Kylling med parmesan, persille og citron

Jeg er jo selv pescetar. Dvs. jeg supplerer en vegetarisk kost med fisk ind i mellem. Derfor oplever jeg fra tid til anden, at folk spørger bekymret til den skæggede, for han spiser jo kød. Det bringer mig til dagens ret med kylling med parmesan.

Bare lige for at bevise det: den skæggede får faktisk fra tid til anden serveret kød herhjemme. Jeg indrømmer gerne, at det sker ikke så ofte. Denne gang var det med inspiration fra en fødselsdag, jeg var til for et par måneder siden. Her fik vi kylling eller rettere kyllingefilet stegt i ovn med frisk rosmarin. Jeg har lavet en variant, hvor rosmarinen er erstattet af bredbladet persille.

Nu hvor grillsæsonen snart går i gang, er det også oplagt at komme kyllingefileterne på grillen i stedet for ovnen – og så er det genial gæstemad, for opskriften er bare så let at lave til mange mennesker. Læg dertil, at det faktisk er ret let at forberede og tilberede, så man kan koncentrere sig om gæsterne.

Man kan fx servere dette grøntsagsfad til kylling med parmesan. Uanset om I er to eller mange, vil det fungere rigtig godt, og det vil være let at opjustere til mange personer.

Detaljer

Hvor mange?

2 personer

Arbejdstid?

15 minutter

Tid i ovnen?

20-30 minutter

Hvor svært?

Ret enkel

Ingredienser

  • 2 kyllingefileter

  • 2-3 spsk olivenolie

  • 2-3 spsk revet parmesan

  • 1/2 citron – revet skal og saft

  • 1 bdt bredbladet persille

  • Salt, peber

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 160 grader varmluft og find et ildfast fad frem. Smør det med olie i bunden.
  • Hak persillen groft. Vend kyllingefileterne i olivenolie og læg dem i fadet. Hæld friskpresset citronsaft over dem. Drys med revet citronskal, revet parmesan og den hakkede persille over. Slut af med at krydre med salt og peber.
  • Stil fadet i ovnen i ca. 20-30 minutter. Så er kødet klar til servering.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*