let nudelsalat

Let nudelsalat

Jeg ved ikke helt hvorfor, men lige for tiden er jeg lidt optaget af asiatisk mad. Måske er det bare en reaktion på julemåneden, måske en lyst til nogle andre smagsindtryk. Det har resulteret i en lækker og ikke mindst let nudelsalat med masser af grønt, som også er ret god for økonomien.

Lad dig ikke afskrække af, at det er en salat. Vi er langt fra kaninfoder-genren. Den er altså meget mættende, og man kan sagtens spise nudelsalaten som et selvstændigt måltid eventuelt med et spejlæg, men den kan også anvendes som tilbehør fx til et stykke stegt laks. Uanset hvad synes jeg bare, at den er ret lækker og med masser af smag, men uden at være stærk eller på anden måde meget udfordrende for (voksne) smagsløg.  

Let nudelsalat

Opskriften på nudelsalat er et godt udgangspunkt for en tøm-køleskabet manøvre. Du kan sagtens skifte grøntsagerne ud, efter hvad du har lyst til, eller hvad køleskabet gemmer. Det er godt både for bank- og madspildskontoen.  

Dressingen er i sig selv salt, fordi der er soja i den, så derfor kommer jeg ikke ekstra salt i den. Men cashewnødderne smager til gengæld bedst, når de har fået både lidt salt og en tur på panden. Sesamfrøene har også godt af at møde panden, for de får meget mere smag af at blive ristet.   

Nudler er ikke bare nudler

Hvad adskiller nudler fra andre snore-lignende spiser? Der findes jo spaghetti, og nudler og spaghetti kan jo være lavet af stort set samme ingredienser, men nudler er tyndere end spaghetti. At tyskerne så kalder spaghetti for Nudeln, er jo bare mega forvirrende. 

Derudover findes der mange slags nudler, og de er – lidt ligesom pasta – velegnede til forskellige retter. Nudler er som udgangspunkt lavet af mel, vand og salt, dvs ligesom pasta. Det er nærmest at kalde nudler uden dikkedarer, og er de nudler, der anvendes i salaten her. Derudover findes der ægnudler, risnudler, glasnudler (nej, de er ikke lavet af glas, men af mungbønner) og mange flere. Skal vi på den sunde side, så er der fuldkornsnudler med fuldkornsmel. De forskellige nudler har deres forskellige forcer, men helt generelt kan man sige, at tynde nudler er gode til lette retter og supper, mens tykkere nudler er gode i tungere retter.

Historien bag

I en udgravning i Laija i Kina har man fundet, hvad der nok er verdens ældste nudler. 4000 år menes de at have ligget i en krukke. Så dermed er det nok slået fast, at nudler stammer fra Kina, og at det godt kan være sandt, at Marco Polo langt senere bragte dem til Europa. Omvendt mener italienerne, at man da selv havde fundet på spaghetti, før Marco Polo kom med nudlerne. Hvem har ret? Ja, det ved man selvfølgelig ikke.

Let nudelsalat

Opskrift af Susanne PaghMåltid GrøntType Tilbehør, HovedretSværhedsgrad Let
Servings

2

servings
Prep time

20

minutter
Total time

20

minutter

Ingredienser

  • ¼ spidskål

  • nudler

  • ½ mango

  • 1 avocado

  • ½ agurk

  • 2-3 portobello svampe

  • 2-3 spsk sesamfrø (ristede)

  • 1 håndfuld cashewnødder

  • salt

  • Dressing
  • 2 spsk soja

  • 1 spsk sesamolie

  • 1 tsk honning

  • saft af ½ lime

  • 2-3 cm frisk ingefær

  • 1 fed hvidløg

  • 1 tsk sesamfrø (ristede)

Sådan gør du

  • Rist  sesamfrøene til både salat og dressing på en tør pande, ryst panden, så sesamfrøene bliver ristet jævnt. Rist ligeledes cashewnødderne på en tør pande. Giv cashewnødderne lidt salt. Sæt begge dele til side.
  • Snit spidskål fint, skær mango, agurk og avocado i skiver. For at gøre spidskålen mere blød, kan du knuge den med en blanding af 1 tsk sukker og 1 tsk salt.
  • Skær portobello svampene i skiver og steg dem på en pande ved middel varme, indtil de har smidt væden. Hold dem varme indtil servering.
  • Kog nudlerne efter anvisning på pakken. Hæld vandet fra og stil til side.
  • Hak hvidløg til dressing fint og riv ingefær fint. Bland begge dele med de øvrige ingredienser til dressingen og hæld over spidskålen.
  • Arranger derefter nudler, ristede portobello svampe, mango, agurk og avocado over spidskålen. Drys med sesamfrø og hakkede cashewnødder til sidst.

Bemærk

  • Salaten kan spises alene eller som tilbehør til et stykke stegt laks eller andet. Du kan også servere lidt brød til, hvis du synes, der mangler lidt fylde.

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! Klik her.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

let nudelsalat

Kilde: Berlingske

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*