Efter at have holdt fest i weekenden – og efter at have brugt de sidste mange uger, ja måneder, på planlægning, er det helt rart at vende tilbage til hverdagen. Aftensmaden blev en enkel salat med melon og tun. Til salaten lavede jeg nogle sprøde brød med olie og salt. Meget, meget enkel mad, men lige hvad vi havde behov for.
Det er en let salat med melon og tun, som ikke gør så meget væsen af sig. Men den kan faktisk meget mere end bare lige mætte os på en aften, hvor aftensmaden skulle være let at lave, let at spise. Den kan sagtens bruges på en buffet eller til en tøsefrokost. Eller den kan bruges i madpakken, hvor den vil være et godt indslag i stedet for klapsammen-rugbrød. Her skal du så nok bare lige pakke de sprøde brød ved siden af, så de ikke bliver bløde af salat og dressing. Det vil tage en del af fornøjelsen, tænker jeg.
Tjek i øvrigt også denne her salat med melon og mynte-tzatziki. Den er mere fyldig, end den lige lyder til. Her på bloggen finder du rigtig mange salater, der på den ene eller anden måde kan anvendes som tilbehør eller som reelle middagssalater. Søg blot på salat, så er du startet ganske godt.
Detaljer
2 personer til let aftensmad
Max 20 minutter
Max 20 minutter
Enkel
Ingredienser
2 æg
Icebergsalat – sådan en passende mængde
En rest nye, kogte kartofler fra dagen før – ca 300 g
200 g grønne asparges
1/4 galiamelon
2 spsk fata i tern
1 dåse tun i vand
- Dressing
1 spsk dijonsennep
1 tsk akaciehonning
2-3 spsk rapsolie
Salt, peber
- Brød
4 tynde, tynde skiver daggammelt brød
Rapsolie
Salt
Sådan gør du
- Start med at varme ovnen op – 175 grader varmluft. Kog æggene, så de er smilende eller hårdkogte – dit valg.
- Brødene pensles let med olie og gives et vrid salt. I ovnen med dem ca. 10 minutter, så de er sprøde og lækre.
- Riv icebergsalat i stykker og læg på et fad. Sær asparges i mindre stykker og hæld kogende vand over dem. Lad stå et par minutter. Skær de øvrige grøntsager i mundrette stykker og læg ovenpå salaten sammen med de afdryppede aspargesstykkerne og feta. Del tunen og læg ovenpå sammen med æggene i kvarte.
- Dressingen røres sammen og hældes over salaten.
- Serveres med de sprøde brød – og et glas hvidvin, så er der dømt sommer.