majssuppe

Majssuppe – eller majschowder helt vegetarisk

En chowder er nærmest en mellemting mellem en suppe og en gryderet. Lidt for tyk til at være en suppe, lidt for tynd til at være en gryderet. Man kan lave den med fisk, kød eller ren vegetarisk som i denne her majssuppe eller majschowder. Find også ud af, hvad 252.000 fodboldbaner har at gøre med dagens suppe.

Majs er meget udbredt i det nordlige Sydamerika, Mellemamerika og Mexico. Faktisk siges det, at man kan bevise, at al majs i verden kan spores tilbage til en oprindelse i Mexico. Der er sket rigtig meget med forædlingen af majs over de efterhånden flere tusinde år, hvor den har været i menneskehænder. Jeg er ikke vildt begejstret for majs, slet ikke hvis de kommer på dåse, for så er der nærmest garanti for, at de er hvinende søde. Heldigvis smager friske majs ofte mindre sødt og mere frisk. Suppen her er derfor også lavet på friske majs.

Vidste du, at…

Majs er faktisk en af de vigtigste afgrøder, der produceres i verden. Majs står således for en  femtedel af verdens kalorieindtag – det er ret vildt. Og nej, det er ikke popcorn det hele. Tænk majsmel, morgenmadsprodukter og især måske foder til dyr.  

Vi har set det masser af gange i amerikanske film – at man kan gemme sig blandt majsplanterne, men det er faktisk også efterhånden ved at blive en hverdagens mulighed i Danmark. Majsen har virkelig gjort sit indtog herhjemme godt hjulpet af dels global opvarmning, dels nye sorter, der bedre kan klare det danske klima. Men det er altså først og fremmest fodermajs, som der bliver dyrket. I 2020 var majs den  tredjemest dyrkede afgrøde med 180.000 hektar. I 1980 blev der kun dyrket majs på 11.000 hektar. Det er da lidt vildt. Hvis du ikke lige har styr på, hvor meget en hektar er, så svarer 180.000 hektar til 252.000 fodboldbaner. 252.000 fodboldbaner hvor man kan gemme sig mellem majsstænglerne. Men også 252.000 fodboldbaner hvor der ikke er nogen som helst vegetation nedenunder majsstænglerne, der lukker al sollys ude. Det er jo lige før, man med lidt ironi kunne kalde det for en invasiv plante…

majssuppe

Om majssuppe – eller majschowder

Det er meget enkelt at lave suppen her. Lidt som det er med de fleste grøntsagssupper. Her er det vigtigt, at den søde majs ikke får magten. Derfor skal suppen smages til med æblecidereddike, som lige præcis tilfører den mængde syre, som giver suppen kant og dybde. Jeg prøvede at lave suppen, hvor al fyldet blev blendet, men så synes jeg faktisk, at den bliver for let i smag og konsistens. Der må godt være lidt at tygge på, og der må gerne være lidt spark på smagen. Derfor tager jeg en del af fyldet fra, inden jeg blender suppen, så man har nogle hele stykker kartoffel og pastinak plus hele majskerner. Øverst skal der lidt topping, her er det majs, peberfrugt og så persille, som også giver masser af god smag.

Jeg serverer suppen med godt brød til. Det er også perfekt til lige at suge den sidste suppe i skålen op med.

Majssuppe – eller majschowder helt vegetarisk

Opskrift af Susanne PaghMåltid GrøntType VegetarSværhedsgrad Let
Hvor mange?

2

personer
Arbejdstid?

20

minutter
Kogetid?

20

minutter
I alt?

40

minutter

Lækker og fyldig suppe

Ingredienser

  • 1 bagekartoffel

  • 2 pastinakker

  • 1 frisk majs

  • 1 løg

  • 1 fed hvidløg

  • ½ rød peberfrugt

  • 1 tsk gurkemeje

  • ½ tsk chiliflager (afhængig af styrke)

  • ½ l grøntsagsbouillon (fx en god bouillon af Herbamare)

  • 1-1½ dl mælk eller madlavningsfløde

  • 1 spsk æblecidereddike

  • salt, peber

  • olivenolie

  • Topping
  • lidt majs og rød peberfrugt i tern – ½ bdt persille – skyr eller tilsvarende

  • Tilbehør
  • Godt brød

Sådan gør du

  • Skræl kartoflen og pastinakkerne og skær dem i tern. Hak løget og hvidløget fint. Skær majsen af majskolben. Så er du klar med grøntsagerne til suppen.
  • Varm lidt olivenolie op i en gryde. Svits løg og hvidløg, uden at det tager farve. Tilsæt tern af bagekartoffel og pastinakker. Svits dem med et par minutter. Tilsæt så chiliflager og gurkemeje.
  • Hæld grøntsagsbouillon på og lad det simrekoge i ca. 10 minutter, tilsæt halvdelen af majskornene. Lad det simre videre i 5 minutter, indtil grøntsagerne er møre.
  • Tag cirka halvdelen af fyldet fra. Resten af suppen blendes godt og grundigt i gryden, som derefter sættes tilbage på blusset. Tilsæt mælk og varm suppen igennem.
  • Tilsæt resten af fyldet, når suppen er varmet igennem. Smag til med æblecidereddike, salt, peber og evt mere chili.
  • Serveres med majskorn, rød peberfrugt i tern samt hakket persille. Og så lidt skyr eller tilsvarende til at køle ganen med.

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken
majssuppe

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Kilde: Havenyt, Videnskab.dk, Landbrugsstyrelsen

One Comment

  1. En hektar er 100×100 meter

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*