Pang på farverne med rød salat med rødkål, quinoa og varmrøget laks

Her i starten af januar står nytårsforsætterne sikkert stadig relativt skarpt på nethinden. Derfor byder jeg på en fornuftig, sund salat. Da det stadig er vinter, koldt og blæsende, synes jeg dog, at det skal være en salat med lidt drøn på farverne. Derfor har jeg valgt at bruge farven rød som omdrejningspunkt. Det er blevet til en rød salat med rødkål, rød quinoa, rød peberfrugt og varmrøget laks og som accentfarve grøn avocado. Det smager rigtig godt. Tillige er alle farverne en fryd for øjnene, hvilket man godt kan bruge på en vinteraften, hvor man mest af alt hører vindens susen om hushjørnerne.

Dressingen til en rød salat burde måske være rød. Det er den ikke. Til dressingen har jeg anvendt tangolie. Mest fordi jeg fornylig har fået hele tre flasker tangolie, og bruges skal de dælme. Også fordi det er ret sjovt at blive udfordret på nye råvarer.

Jeg vil servere et godt brød til salaten – og det kunne så være de her små madbrød med kærnemælk.

rød salat

PS: Farven rød bliver ofte associeret med kærlighed, men også med blod og blodbad. Det er også en farve, der signalerer stop – og som samtidig er utrolig stimulerende. Det er i det hele taget en farve med power – en rød klud kunne man fristes til at sige. Læs mere om farven rød her.

Detaljer

Hvor mange?

Aftensmad til 2, frokost til 3-4

Arbejdstid?

15-20 minutter

Ventetid?

Op til 1 time

Hvor let?

Meget enkel

Ingredienser

  • 100 g rød quinoa (vægt før kogning)

  • 1/4 – 1/2 rødkål (afhænger af størrelse)

  • 1 rødløg

  • 1 stk varmrøget laks, ca. 150 g

  • 1 avocado

  • ½ rød peberfrugt

  • Dressing
  • Saft af 1 lime

  • 1 tsk akaciehonning

  • 3 spsk tangolie (eller almindelig rapsolie)

  • Salt, peber

  • Tilbehør
  • Godt brød

Sådan gør du

  • Start med at koge quinoaen efter anvisningen på pakken. Hæld vandet fra og lad quinoaen stå i gryden, indtil den skal blandes med resten af salaten.
  • Del rødkålen i kvarte, fjern stokken og snit den så fint som muligt, brug evt. et mandolinjern. Hak rødløget fint. Bland begge dele i et fad. Rør ingredienserne til dressingen sammen og hæld den over rødkål og rødløg. Lad det trække i en lille times tid, men gerne længere.
  • Når salaten skal samles, blandes quinoaen med rødkålen. Skær avocadoen i skiver på langs og peberfrugten i mindre stykker. Læg begge dele dekorativt ovenpå rødkål/quinoa. Top med den varmrøgede laks brudt i mindre stykker.
  • Serveres med lidt godt brød – og hvis du ikke holder helt hvid og dermed alkoholfri januar, passer et glas hvidvin fint til.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*