spinattærte i filodej

Spinattærte med filodej

Her er et bud på en lidt anderledes tærte, hvor fyldet er pakket ind i filodej. Filodej bliver i kombination med smeltet smør og/eller olie en ret delikat og sprød oplevelse, som man kan blive lidt afhængig af. Fyldet i denne tærte består af frisk spinat og feta. Det er helt enkelt. Se opskriften nederst i indlægget, og inden da kan du blive klogere på, hvad filodej er, og hvordan du lettest behandler den tynde dej.

Hvad er filodej – og hvad er fidusen ved filodej?

Filodej er tynde, tynde dejplader. Slet ikke som butterdej fx, de her er meget tyndere. Derfor tørrer de også hurtigt ud, så læg dem ind i et rent viskestykke, inden du anvender dem. Du finder filodej i køledisken i supermarkedet. Det er i hvert fald det letteste sted, men man kan selvfølgelig også lave dem selv – der er jeg ikke helt nået til endnu. Som udgangspunkt indeholder de tynde plader ikke meget fedt, faktisk under 2 g/100 g filodej. Men… det er altså kun lige, indtil man friterer i olie eller pensler dejen med smeltet smør. Så går det virkelig sunde af den løsning. Der er desværre ingen vej udenom smør og/eller olie, for det er med til at give den gode struktur og smag.

Men hvad er så fidusen ved filodej? Jo, det er let at anvende filodej, og så giver den en fin, flaget konsistens, samtidig med at resultatet er sprødt og lækkert. Skulle din filodej gå i stykker, mens du pakker maden ind, så kan lidt smeltet smør også være en fin måde at lime den sammen på igen.  

Jeg burde nok egentlig lave min filodej fra bunden, men sprang jeg altså over og tog den færdiglavede udgave fra frostboxen. Det er ellers ikke noget, jeg ofte gør, for jeg foretrækker at vide, hvad der er i min mad.

Om spinattærte med filodej

Den vigtigste forberedelse til denne tærte er at tage filodejen ud af fryseren og lægge den i køleskabet. Den må gerne tø op over nogle timer. Når den er tøet op, og du skal til at samle din tærte, skal du starte med at lave fyldet klar. Derefter smelte smørret – og evt. blande det med lidt rapsolie. Den optøede filodej skal holdes fugtig, fx kan du lægge et viskestykke over den, så den ikke tørrer ud. Når du lægger filodejen ud, kan det ske, at der kommer en revne i et af stykkerne. Det kan nemt repareres med smeltet smør. Jeg valgte at være lidt skødesløs kreativ, da jeg lagde stykkerne op, men man kan jo også være meget mere omhyggelig og lave en fin figur, hvis man har tålmodigheden til det.

Jeg har valgt at fylde tærten med spinat, feta og ikke mindst så meget muskatnød, som jeg overhovedet turde. Muskatnød og spinat er et virkelig godt makkerpar, der for at bruge et fortæsket udtryk spiller hinanden bedre. Feta smager bare godt sammen med de to andre venner, og så giver det en fin konsistens i tærten. I modsætning til en almindelig tærte er der nemlig intet æggefyld. Fyldet må ikke være for vådt i det, for så forsvinder alt det lækre og sprøde ved filodejen.

Servering

Tærten mætter mere, end man umiddelbart tror. Den fungerer fint til en frokost – det gør en rest dagen derpå også i madpakken. Sammen med en god, blandet salat er den et særdeles fint aftensmåltid.

Dommen

Den skæggede kunne rigtig godt spinattærten med filodej. Han var faktisk lidt ærgerlig over, at jeg gerne ville have en lille rest med på arbejde dagen efter.

Spinattærte med filodej

Opskrift af Susanne PaghMåltid HovedretType VegetarSværhedsgrad Let
Hvor mange?

2

personer
Arbejdstid?

30

minutter
Bagetid

30

minutter
I alt?

1

time 

Ingredienser

  • 5 stk filodej (hvis du tør mere op, kan resten holde sig i køleskabet, hvis de pakkes godt ind)

  • 200 g spinat

  • 1 rødløg

  • 1 fed hvidløg

  • revet muskatnød, rigeligt

  • salt, peber

  • rapsolie

  • 25 g smør

  • 100 g feta

  • Tilbehør
  • Grøn salat eller tomatsalat

Sådan gør du

  • Husk at tage filodejen ud af fryseren og læg den i køleskabet gerne 4-5 timer før.
  • Pil og skær rødløget i smalle både. Hak hvidløget fint. Skyl og afdryp spinaten godt, så der ikke er meget væde ved.
  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
  • Varm en pande med lidt rapsolie til medium varme. Svits rødløg og hvidløg, uden at det tager farve. Fordel spinaten over og vend rundt, så spinaten falder sammen. Det skal nok ske over nogle omgange, så spinaten når at falde sammen. Giv det rigeligt med revet muskatnød samt salt og peber. Tag det af varmen.
  • Smelt smørret og bland det evt med lidt rapsolie. Tag et tærtefad frem. Halver filodej-stykkerne, hvis de er store, og læg dem ud over tærteformen lidt forskudt for hinanden. Mellem hvert stykke skal der pensles med smeltet smør/olie.
  • Fordel fyldet midt på dejen. Kom smuldret feta øverst. Pak nu fyldet ind ved at lægge filodej over hinanden. Igen skal der pensles med smeltet smør/olie.
  • Sæt fadet i ovnen ved 175 grader varmluft i ca. 30 minutter, indtil tærten er gylden og gennembagt. Hvis den bliver for mørk, kan du lægge lidt stanniol over den de sidste minutter.
  • Serveres med en god salat. Tærten må gerne lige afkøle et par minutter før servering, så den når at samle sig.

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! Klik her.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*