svenske chokoladesnitter

Svenske chokoladesnitter

Svenskerne kan noget med kage – også ud over kanelsnegle. For eksempel de klassiske svenske chokoladesnitter, som egentlig ”bare” er en chokoladesmåkage. Den er mega nem at lave og smager godt. Få også idéer til forskellige varianter sammen med opskriften nedenfor.

Småkagerne hører lidt julen til, men jeg vil nu hævde, at de sagtens kan bages på andre tidspunkter af året. Det kan de fleste småkager efter min mening. En af mine tidligere kolleger forklarer det med, at når Karen Wulff har vaniljekranse i sin småkageblanding hele året, må det være et tegn på, at de kan spises hele året. Jeg giver hende ret langt hen ad vejen. Dog måske lige fraregnet pebernødder og brunkager, der med sine julede krydderier hører juletiden til.  

Jeg ved egentlig heller ikke, om de her chokoladesnitter er særligt svenske. De kunne lige så godt være kommet til verden i et dansk køkken. Der skulle imidlertid ifølge rygterne have været en opskrift i et af Karolines Køkken hæfterne på et tidspunkt, hvor de fik givet deres svenske oprindelse. Så det er med de her som med så meget andet i denne verden: oprindelsen fortaber sig, og måske er de opstået flere steder på én gang, fordi man fx har fået kakao til rådighed hjemtaget fra kolonierne. Ligesom også det, at man fik ovne i almindelige hjem, fik stor betydning for udbredelsen af småkager i det hele taget. Men uanset oprindelse og den årsag er det vigtigste stadigvæk, at de smager godt, og det gør de, ligesom de også er meget lette og hurtige at lave. Rigtig børnevenlige med andre ord.

Om svenske chokoladesnitter

Dejen er meget enkel at samle. Læg den gerne på køl i en halv times tid, så er den lettere at rulle ud. For nu at blive i det svenske har jeg valgt at pynte dem af med svensk perlesukker, der bliver ved med at være fint hvidt og holde faconen efter bagning. Det ser ret fint ud, synes jeg. Men har man ikke lige lyst til at have et halvt kilo svensk perlesukker til at stå bagest i skabet indtil næste jul (og bager man ikke jævnligt kanelsnegle, kan det let blive resultatet), så kan man i stedet anvende almindeligt perlesukker – eller man kan pynte af med hakkede mandler.

Jeg har givet dem en snert af kaffesmag med ganske almindelig nescafe. Jeg er ret vild med det, for så bliver de nemlig ikke for søde. De får ikke en stærk kaffesmag. Kun lige nok til, at kaffen anes, uden at man tænker, at nu spiser man en kop kaffe. Man kan også give dem ægte julesmag med revet appelsinskal og evt. appelsinsaft. Brug økologiske appelsiner, hvis du bruger skallen, og det er faktisk den, der giver mest smag i kagerne.

Flere småkager

Er du mere på jagt efter noget slet ikke julet, så prøv denne her opskrift på chokoladecookies (selve ordet er jo dejligt). Og vil du prøve noget helt anderledes, så tjek de her chokoladecookies med sesam – det lyder måske underligt, men de smager vildt godt.

Svenske chokoladesnitter

Opskrift af Susanne PaghMåltid KageType SmåkagerSværhedsgrad Let
Servings

4

servings
Prep time

30

minutter
Cooking time

40

minutter
Total time

1

time 

10

minutter

Ingredienser

  • 150 g kagemel eller almindeligt hvedemel

  • 100 g sukker

  • 2 spsk kakao

  • 1 tsk vaniljesukker

  • 1 tsk instant kaffe (i pulverform)

  • 1 tsk bagepulver

  • 100 g smør lige fra køleskabet

  • 1 æggeblomme (gem hviden)

  • Drys
  • 1 æggehvide til pensling

  • Svensk perlesukker

Sådan gør du

  • Bland alle de tørre ingredienser godt i en skål.
  • Skær smørret i små stykker og bland det i de tørre ingredienser, så dejen bliver helt smuldret.
  • Saml dejen med æggeblommen og evt en anelse vand, hvis dejen mod forventning skulle være lidt for tør.
  • Form dejen til en kuglen, pak den ind i husholdningsfilm og læg den i køleskabet i 30 minutter.
  • Læg bagepapir på en bageplade, tænd ovnen på 175 grader almindelig over/undervarme.
  • Del dejen i tre, form hver del til en lang pølse, som lægges på bagepapiret. Tryk dem flade, så de bliver ca ½ cm høje. Pensl dem med æggehvide og drys perlesukker over.
  • Bages i 12-15 minutter, de skal være faste på overfladen, men må gerne være lidt bløde indeni.
  • Tag pladen ud af ovnen og skær straks pølserne i skrå snitter. Køles af, inden de kommes i kagedåse.

Bemærk

  • Tilsæt revet appelsinskal i stedet for kaffe.
  • Brug almindeligt perlesukker i stedet for den svenske udgave – eller prøv med hakkede nødder.

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! Klik her.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

svenske chokoladesnitter

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*