Er du til en varmende suppe med god smag uden at brænde smagsløgene af, er denne her græskarsuppe med syltet græskar et rigtig godt bud. Den har nemlig masser af den varme, man har brug for om vinteren, og så giver den syltede græskar et overraskende godt bidrag med syre og knas.
Der er ingen tvivl om, at vi spiser meget suppe om vinteren. Faktisk er det på menuen mindst en gang om ugen, ofte flere, simpelthen fordi det er enkelt at lave, smager godt og er sund mad hurtigt. Derfor kan der også være god brug for at kunne variere, hvordan man laver og serverer suppen. Skal den være stærk eller mild i smagen, med knasende sprød topping, brødcroutoner eller et stykke brød ved siden af? Og farven betyder altså også noget, for man bliver lidt glad af at se på farverig mad. Det betyder nemlig meget for hele oplevelsen, at maden også er appetitlig og flot at se på.
Et hverdagsglimt
Det her er langt fra den første græskarsuppe, som jeg har lavet en opskrift på. Det bliver nok heller ikke den sidste, sådan ved nærmere eftertanke. Jeg er nemlig stor fan af suppe, og heldigvis spørger den skæggede ofte med håb i stemmen, om vi skal have suppe. Heldigvis – for en hurtig suppe passer rigtig godt ind i en lidt travl hverdag.
Vi flyttede fra Læsø til fastlandet her i efteråret, og selv om mange tror, at livet på en ø er ren afslapning, så passer det altså ikke. Selvfølgelig er der travlt på jobbet, og transporttid er en anden størrelse end for fastlændinge. På en ø handler det om færgetider til og fra møder, men ikke om køretid til jobbet.
For første gang i flere år har jeg nu igen transporttid til arbejde, og det har både fordele og ulemper. Det er gået op for mig, at jeg har savnet tiden i bilen. Det er nemlig lidt et frirum, hvor man kan lade op til dagen eller på vej hjem tage dagens sidste samtaler. For nej, dagens første samtaler starter på kontoret, det er trods alt kun min tidligere direktør, som jeg ringer til inden kl 8. Her opdaterer han mig også jævnligt på, hvordan det står til over på Læsø, som vi forlod i slutningen af september for at flytte retur til fastlandet. Ulempen ved tiden i bilen er så omvendt, at den tager tid fra andet.
Om græskarsuppe med syltet græskar
Det er den syltede græskar, der gør denne her suppe speciel. Heldigvis er det meganemt at sylte græskar, og du kan sagtens lave en større portion og opbevare den i glas med lagen hældt over. Den kan helt sikkert også bruges til salater. Eller man kan komme oven på pålægget på rugbrødsmadden – lidt ligesom fx syltede rødløg. Dem finder du opskriften på her i en salat med falafler og ærtecreme.
Portionen passer til to personer som hovedret. Du kan også fint servere suppen som en forret – så er der til fire personer.
Græskarsuppe med syltet græskar
Måltid GrøntType VegetarSværhedsgrad Medium4
servings30
minutter40
minutter1
time10
minutterIngredienser
½ hokkaido græskar
1 stykke ingefær (2-3 cm)
saft af ½ appelsin
1-2 tsk spidskommen
½ l grøntsagsbouillon
1 dl madlavningsfløde
salt, peber
1 tsk æblecidereddike
rapsolie
- Syltelage
½ dl sukker
½ dl vand
½ dl æblecidereddike
- Topping
ristede græskarkerner
Sådan gør du
- Start med den syltede græskar: Skær en skive af græskarret, skræl den og slice den i tynde strimler med enten en tyndskræller eller et mandolinjern.
- Kog en lage op af sukker, vand og æblecidereddike, indtil sukkeret er opløst. Hæld lagen over græskarstrimlerne og lad dem trække gerne i en times tid, men mindre kan også gøre det.
- Suppen laves ved at skrælle græskarret (hvis det er økologisk behøver du ikke skrælle det, og skrællen giver også farve). Fjern og kasser kernerne og skær kødet i små tern.
- Varm en gryde op med lidt olie, steg græskarternene af og tilsæt friskrevet ingefær og 1 tsk spidskommen sammen med grøntsagsbouillon. Lad græskarternene koge godt møre på ca. 15 minutter.
- Rist imens græskarkernerne på en tør pande. Giv dem lidt fint salt, det smager rigtig godt.
- Tag gryden af kogepladen og blend suppen helt glat. Sæt gryden tilbage på kogepladen, tilsæt appelsinsaft og fløde og lad suppen koge op. Smag til med salt, peber og æblecidereddike samt evt lidt mere spidskommen.
- Server suppen rygende varm med lidt syltet græskar og ristede græskarkerner.
Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! Klik her.
Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉