Knasende sprøde vaniljekranse – så er det jul. I denne variant har jeg tilsat pistaciekerner, der er malet til mel. Det giver både en god smag, lidt struktur og en anelse farve til den ellers så traditionsrige vaniljekrans. Denne opskrift passer til sprøjtepose – dvs dejen er så blød, at man faktisk kan få den ud af en sprøjtepose uden at få (alt for meget) sved på panden.

”Vaniljekranse kan man spise hele året”

Citatet her er fra en tidligere kollega, som med stor vægt erklærede, at når Karen Wolff havde vaniljekranse i sin standard småkageblanding, så var det, fordi de kunne spises hele året. For mig hører de ubetinget julen til, men julen varer jo også helt til påske – og starter (i øvrigt ifølge samme kollega) sådan cirka lige omkring efterårsferien. Og gud, hvor jeg savner hende og hendes julehygge – og hendes fantastiske jule-øreringe, et par til hver dag i december.

Og sådan får man løbende nye juleminder, eller jeg gør i hvert fald. Jeg kan stort set ikke spise en vaniljekrans uden at tænke på min juleglade kollega. Men jeg kan heller ikke spise vaniljekranse uden at tænke på, hvordan min mor monterede kødhakkeren med den rette størrelse stjerneform og så med asen og masen lavede lange pølser, som jeg understøttede med mine små fingre, indtil de kom sikkert ned på bordet, hvor de blev skåret i afmålte stykker og samlet til fine vaniljekranse. Det var mere eller mindre en vaniljekranse-fabrik, der blev stillet op, og der blev produceret væsentligt flere småkager, end dagens opskrift rækker til. Det var helt standard, at kagedåserne skulle fyldes – og fyldes helt op. De sidste dejrester blev rullet i små kugler, fladtrykt og bagt. Der skulle ikke gå dej til spilde.

Om vaniljekranse med pistaciekerner

For nogle år siden skulle der pistaciekerner i alt. Jeg tror, det var en epoke, som startede med Bagedysten eller med nogle af de programmer, der handlede om at bage med Mette Blomsterberg. Uanset årsag var der i hvert fald en del opskrifter med de små, grønne kerner. De er fra naturens side let saltede og har en ret karakteristisk smag, som kommer fuldt ud til sin ret, når de kommes i kager og småkager. Ja, de er grønne – men det færdige resultat bliver altså ikke skriggrønt. Vil du gerne have mere grønne vaniljekranse – evt som en sjov gimmick – så tilsæt lidt pastafarve. Der skal uendelig lidt til, for pastafarve farver helt vildt meget. Heldigvis er det let at få af hænderne igen, hvis man får noget på sig.

Kagehvedemel er et af mine små tricks til at få sprøde småkager. Et andet er at lade være med at gøre tingene alt for godt. Altså lade være med at piske løs, men mere eller mindre bare samle dejen.

Dejen her er blød og velegnet til sprøjtepose – den kræver faktisk ikke superkræfter. Om du kan sende dejen gennem kødhakkeren og få et godt resultat, ved jeg faktisk ikke. Jeg er sådan en ”no gadget”-type, så jeg har ikke en kødhakker (eller jo, det har jeg vist nok til min røremaskine, men jeg bruger den aldrig).

Og et par sidste fif:

Jeg har lavet små hapsere, så man passende kan spise to eller flere. Men man kan jo også lave dem større, sætte bånd om og hænge dem på juletræet.

Du kan selvfølgelig lave en variant med mandler i stedet for pistaciekerner.

Og er du meget mere til kødhakker-metoden, så er den her dej mega god, det er simpelthen vaniljekranse med indbygget styrketræning.