Farverig salat med græskar og perlespelt

Vi er midt i september måned, og selv om termometeret nogle dage stadig viser pæne tal, så går vi altså mod efteråret. For mig betyder det, at jeg igen får lyst til varm mad. Og med efterår følger også nye grøntsager, blandt andet er masser af græskar dukket op i butikkerne. Kombineret bliver det til dagens lune salat med græskar og perlespelt. Prøv lige at tjekke farverne. Efterår lyder lidt mørkt og trist, men salaten her er jo et rent farveorgie. Orange græskar, røde granatæblekerner og rød peberfrugt. Det er da skønt. Her kan man roligt spise også med øjnene.

Jeg er nemlig lidt vild med farver i maden. Et andet eksempel er en farverig salat blandt andet med appelsin. Vidste du i øvrigt, at undersøgelser viser, at man spiser mindre, når man spiser farverigt? Og at englænderne faktisk anbefaler, at man “eat the rainbow”? Det er da en god måde at sætte fokus på, at med mad kommer man også ofte godt rundt om vitaminer og næringsstoffer.

Dagens salat med græskar mætter faktisk rigtig godt. Det skyldes sikkert, at der udover græskar også er perlespelt i den. Har du ikke perlespelt, så overvej perlebyg, ris eller lignende, der ikke koger helt ud.

Detaljer

Hvor mange?

2 personer

Arbejdstid?

30 minutter

Alt i alt?

30 minutter

Hvor svært?

Helt almindelig

Ingredienser

  • 1 1/2 dl perlespelt

  • 1/2 rødløg

  • 200 g blandede svampe

  • 1/2 lille Hokkaido græskar

  • 1 peberfrugt, rød (grønne burde efter min mening forbydes, de smager addrr, altså efter min mening)

  • 1/2 chili, også af den røde slags, ikke for stærk

  • 2-3 håndfulde frisk spinat

  • Olivenolie til stegning

  • 1/2 tsk spidskommen (smag til… og vurder mængde derefter)

  • Salt, peber

  • 1/2 granatæble – kerner og saft

  • 1 håndfuld mandler

Sådan gør du

  • Start med at koge perlespelten efter anvisningerne på pakken.
  • Imens varmes olivenolie i en sauterpande. Skær rødløget i smalle både og svits dem i olivenolien sammen med svampene skåret i mindre stykker. Når det er svitset godt af, hældes det i en skål og sættes til side.
  • Fjern kerner og skær skrællen af hokkaido græskarret. Skær det i mindre stykker på ca 1 1/2 x 1 1/2 cm. Tilsæt mere olivenolie til panden og svits græskarternene heri, skru ned for varmen og lad dem simre færdig i løbet af ca. 10-12 minutter. De må gerne tage lidt farve undervejs.
  • Tilsæt peberfrugt i små tern sammen med finthakket chili, spidskommen, salt og peber. Når det hele er mørt, hældes svampeblandingen over sammen med spinaten.
  • Frigør kernerne fra granatæblet (good luck) og hak mandlerne groft.
  • Hæld det overskydende vand fra perlespelten og bland spelten med grøntsagerne. Hældes i passende fad og pyntes af med granatæblekerner og hakkede mandler.

Kilde: Alt.dk

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*