Fattoush-inspireret salat = Mad med farver + tøm køleskabet

Ved juletid lavede jeg en salat inspireret af det mellemøstlige køkken, en fattoush med fennikel, tomat, agurk og dild. Nu stod jeg overfor projekt “tøm køleskabet” og heriblandt var et stk fennikel, men hverken agurk eller dild. Til gengæld havde jeg en rød peberfrugt og masser af lækker, bredbladet persille. Nå, men så er det jo enkelt nok, og resultatet blev en fattoush-inspireret tøm køleskabet salat. Har du noget tørt brød, så er det oplagt at riste det i olie på en pande og komme i salaten.

Faktisk er det her jo langt fra første gang, hvor jeg får mad med farver kombineret med en tøm køleskabet manøvre. Forleden lavede jeg en salat, hvor jeg fik udnyttet en slat grønne linser sammen med blandt andet vindruer. Se opskriften på salaten med grønne linser og røde vindruer her.

Det er også en salat, der beviser, at man ikke behøver at have meget forskelligt i køle- og køkkenskabe. Ej heller er det nødvendigt at bruge masser af tid. Det handler først og fremmest om at kende sine råvarer og få dem til at spille sammen. Fennikel er sådan en grøntsag, der virkelig kan dele vandene. Det skyldes dens markante smag af lakrids. Derfor er den nok også lidt overset, måske med vilje. Jeg synes, at fennikel er ret lækker – i passende mængder og med passende modspil, og her er den let at bruge i en salat, hvor dressing og øvrige ingredienser kan “tøjle” den lidt. Fennikel er i øvrigt fyldt med fibre og A- og C-vitaminer.

Detaljer

Hvor mange?

Tilbehør til 2 personer

Arbejdstid?

15 minutter

Alt i alt?

15 minutter

Hvor svært?

Ret let

Ingredienser

  • 1 fennikel

  • 150 g cocktailtomater (eller cherrytomater)

  • 1 rød peberfrugt

  • 1/2 bundt bredbladet persille

  • Dressing
  • 1 spsk hvid balsamicoeddike

  • 2 spsk rapsolie

  • Lidt citronsaft

  • Salt, peber

Sådan gør du

  • Skær fennikel i tynde skiver og snit dem yderligere i små stykker. Skær tomaterne i små stykker 1 x 1 cm, ligeså peberfrugten gerne endnu mindre stykker. Hak persillen groft, man man gerne kunne genkende den i salaten. Hæld det hele i en skål.
  • Mix dressingen sammen og hæld over salaten.
    Køleskab tømt og lækker salat klar.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*