Det her med at komme i julestemning kan være svært. Det kan næsten virke kontrafaktisk, når man går rundt i julepyntede gader og ser på julepyntede butiksvinduer i november. Men så alligevel – for der er gaver, der skal købes, og børn, der skal have lov til at glæde sig helt og aldeles uhæmmet. Der er julefrokoster, der skal skylles ned, og traditioner, der skal holdes. Til traditionerne hører her i huset julesmåkager. Ikke nødvendigvis de samme hvert år, for jeg har ikke “dem skal vi altså have”-julesmåkager.
Marcipanspecier er ikke verdens mest julede julesmåkager, men bliver ikke desto mindre regnet med til kategorien. De smager nu også godt, er enkle at lave og kan bages, efterhånden som behovet opstår. Derfor synes jeg også, at de er passende at lave som nogle af de allerførste småkager i julesæsonen – inden man har lyst til brunkager eller vaniljekranse for slet ikke at tale om pebernødder.
Opskriften på marcipanspecier er ikke specielt original. Det er ikke min mors gamle, håndskrevne opskrift, men blot en helt enkel opskrift på småkager med marcipan. Dejen skal hvile i køleskabet natten over – eller man kan lægge den i fryseren og tage en stang op, når trangen til småkager opstår.
Detaljer
Ca 80 stk = 4 bageplader
20 minutter
10 minutter
Ret lette
Ingredienser
200 g blødt smør
90 g flormelis
75 g marcipan
1 tsk vaniljesukker
Revet skal af 1/2 citron
250 g hvedemel
- Ved bagning
1 æg
3-4 spsk lyst rørsukker
Sådan gør du
- Dag 1
- Tag smørret ud af køleskabet ca. ½ time, før du vil lave dejen.
- Riv marcipanen på et groft rivejern i en skål. Tilsæt flormelis og det bløde smør i mindre stykker. Pisk det hele sammen.
- Tilsæt revet citronskal sammen med vaniljesukker og pisk det ind i smørblandingen.
- Tilsæt hvedemelet og rør/ælt det ind, så du får en sammenhængende dej. Dejen skal bare samles, ikke æltes vildt og voldsomt.
- Del dejen i fire portioner. Rul hver portion til en rulle på ca. 3-4 cm i diameter. Pak hver rulle ind i husholdningsfilm og læg dem i køleskabet natten over.
- Dag 2
- Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Læg bagepapir på bageplader.
- Pisk ægget sammen på en flad tallerken. Hæld rørsukkeret op på en anden, ligeledes flad tallerken.
- Rul dejrullerne først i æg, derefter i rørsukker. Skær dem i småkager på ca 3-4 mm tykkelse og læg dem på bageplader.
- Da der bages med varmluft, kan der sagtens være to plader ad gangen i ovnen. Bages i ca. 10 minutter, indtil de er lysebrune. Køles af på bagerist og opbevares i kagedåser. Vær obs på, at de bliver først sprøde, når de er kølet af.
Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!