Påskefrokost 2023

Påskefrokost 2023

Til vores påskefrokost 2023 hører der sig æg, fisk og citron. Simpelthen fordi det siger traditionen. Men traditionen siger ikke noget om, hvordan det serveres, men en gang imellem kan det være helt befriende let og enkelt at gå med velkendte løsninger. Her er det marinerede sild med karrysalat, tarteletter fyldt med rejer og asparges samt djævleæg. Et forslag til dessert kommer også, nemlig en islagkage med citron og mandelbund.

Med de her ting på menuen har du et godt grundlag. Efter eget ønske kan du så udbygge med pålæg, røget laks, fiskefileter eller en salat. Hvad der nu passer ind for dig og dine gæster. Påskefrokosten ligger ofte lettere i maven end julefrokosten. Den er nok også forbundet med mindre alkohol – og med flere gåture.

Marinerede sild med karrysalat

Marinerede sild skal der næsten til en påskefrokost. Køb dem bare færdiglavede, men køb en ordentlig kvalitet, så du ikke får en smattet sild, der mest smager af eddike. For nu bare at tage det værste eksempel. En god marineret sild skal efter min mening være fast i kødet med lidt bid og have en god balance mellem syrligt og sødt i smagen. Og så skal de være gammeldags modnede, så har de nemlig fået tid til at tage smag til sig. Det kan tage mellem ½-1 år at modne dem, hvis det skal være helt rigtigt. Jeg bryder mig personligt så heller ikke om tanken om de hurtigtmodnede sild, der nærmest sprænges i en eddike-salt blanding.

Tilbehøret til de marinerede sild vil jeg derimod gerne selv varetage. Her er der valgt en helt ordinær karrysalat uden dikkedarer. Den tager ikke lang tid at bikse sammen, og så kan du selv justere krydderierne alt efter ønsket styrke, så karrysalaten kommer til at understøtte og ikke overdøve silden.

Her finder du opskriften på hjemmelavet karrysalat til den marinerede sild

hjemmelavet karrysalat

Tarteletter

Ta-da! Der er ikke ret meget, der i den grad kan tænde julelys i øjnene på unge som gamle som tarteletter. I hvert fald hvis man er i Jylland, hvor især vestjyderne går ombord i de sprøde butterdejsskaller. De spiser faktisk 60% flere tarteletter end gennemsnitsdanskeren og gerne i weekender.  

Denne version er med friske, hvide asparges og rejer. Kan du ikke få hvide asparges, så kan grønne også sagtens bruges, de skal blot lige have varmen, så de bevarer lidt sprødhed.

Her finder du opskriften på tarteletter med rejer og hvide asparges

tarteletter med rejer og hvide asparges

Djævleæg

Djævleæg, deviled æg eller deviled eggs hører også påsken til. Fyld dem med en creme med tabasco eller sennep. Hvor djævelske de skal være, bestemmer man heldigvis selv.

Her finder du opskriften på deviled æg

Desserten

Jeg bliver nødt til lige at slå et slag for en frisk dessert til sidst. Nemlig denne islagkage, hvor mandelbunden er sød, og citronisen giver et dejligt, syrligt spark. Den smager altså rigtig godt, er let at lave og klar til servering stort set direkte fra fryseren.

Her finder du opskriften på islagkage med citron og mandelbund

islagkage med citron og mandelbund

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Kilde: Mad-o-meter

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*