national pizza day

Pizzaens dag – National Pizza Day med en ægte love story

Jeg er igen dykket ned i de her mærkedage, der er for alt mellem himmel og jord. Dage, der er opstået, fordi man måske gerne vil sælge et produkt pakket pænt ind i fejring af for eksempel mødre og fædre. Det er national pizzadag i USA – og nej, jeg fejrer normalt ikke amerikanske mærkedage, men jeg har faktisk allerede gjort en undtagelse i år. Nemlig gulerodskagens dag, som jeg skrev om for kort tid siden. Og nu fortsætter jeg med pizzaens dag. National Pizza Day er den 9. februar, og det skal selvfølgelig fejres med en lille parade af pizzaer – og historien om pizzaens plads som kærlighedens budbringer i mit liv. Meget passende med Valentines lige om hjørnet.

Hvorfor Pizzaria Gondola er noget helt specielt – en love story

Pizzariaer er noget helt specielt for den skæggede og mig. Vores allerførste ikke-date var nemlig på Pizzaria Gondola på Roskildevej i Glostrup for rigtig mange år siden. Hvis du synes, at det ikke lyder særlig romantisk, er det helt rigtigt opfattet. Vi mødtes blot som kolleger for at fejre, at vi havde fået gennemført en opgave sammen i det firma, vi begge var ansat i. Aftenen udviklede sig imidlertid helt anderledes end forventet. Altså anderledes end ”skal vi ikke dele en pizza og lidt vin for at fejre…” helt og aldeles uden nogen former for bagtanker.

At vi overhovedet fik noget serveret, står stadig som et under for mig. På denne helt almindelige sommeraften brød pizzariaet nemlig i brand. I hvert fald lige omkring vores bord. Der blev varmere og varmere, mens vi spiste vores allerførste måltid sammen. Og vi gik derfra med rod i hovederne efter en i øvrigt ærbar, men livsændrende aften på et virkelig kedeligt pizzaria. 22 år senere er vi gift på 22. år, nogle ting skal man ikke overveje for længe. En gang imellem, når jeg laver pizza herhjemme, strejfer mine tanker pizzariaet på Glostrupvej.    

En parade af pizzaer på pizzaens dag

Der er altid en årsag til at spise pizza – vi fandt jo også en ret god og helt legitim årsag dengang på Gondola. Pizza behøver på ingen måde at være reduceret til en hurtig take away løsning, men kan derimod sagtens stå som et lækkert, hjemmelavet måltid. Jeg har fundet en lille parade af pizzaer frem, hvor vi kommer lidt omkring. Der er både noget nordisk, noget fransk og noget for både efterårs- og forårsmånederne. Så kan man da vist ikke forlange mere, hvis man vil være med til at fejre National Pizza Day.

Først en nordisk pizza med kantareller, hasselnødder og gedeost. Det er altså rigtig lækkert. Andre svampe end kantareller kan selvfølgelig bruges. Kantarellerne giver dog pizzaen en smuk farve og passer godt med hasselnødder og gedeost.  

pizza med kantareller

En forårspizza. Og så måske også en lidt luksuriøs en af slagsens, for det er pizza med stenbiderrogn. Når stenbiderrogn ikke er i sæson, kan man vælge at bruge rejer i stedet for. Det bliver på ingen måde det samme, men til gengæld kan man betale sig fra det. Prisen på stenbiderrogn kan være rent ud sagt horribel, og så godt smager det så heller ikke. Ikke så godt, at jeg vil pantsætte arvesmykkerne for det.

Tarte flambée – er jo også en slags pizza. Bare fra Alsace. Tarte flambée er også en af de få retter på bloggen, som indeholder kød. Bacon. Sådan rigtig grisekød. Det er absolut ikke noget, jeg spiser hver dag – eller i det hele taget. Men en gang imellem får den skæggede lejlighed til at nyde det – og jeg synes, at det er det helt rigtige til denne tarte flambée.

tarte flambee

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*