Rabarbertærte og et berigende møde

Tilfældighederne ville, at den skæggede kom i snak med en hundelufter for nogle uger siden. Det var ikke blot en snak om vejr og vind. Derimod var det en samtale der hurtigt udviklede sig i en mere filosofisk retning. Da den skæggede efterfølgende fortalte mig om mødet, var han overrasket. Ikke mindst over hvor hurtigt de var kommet til så seriøse emner, og hans glæde over det gode møde smittede straks mig. Men måske var de bare begge nysgerrige på hinanden og indstillet på at ville bygge den gode relation. Det blev i hvert fald bestyrket i går, hvor hundelufter og frue var på besøg hos os. Et særdeles berigende møde, som blev gennemført i rammen af eftermiddagskaffe med hjemmebagt rabarbertærte med marengs. Og det blev først afsluttet for denne gang mange timer senere efter lang vej omkring og lidt tapas.

Jeg håber på, at det kun var starten, for også jeg oplevede et skønt samspil. Vi kom langt omkring. Fra ledelsesstile, strategi eller måske rettere om strategisk planlægning overhovedet er muligt, over oplevelser verden rundt til det, livet også og måske især handler om, nemlig roen med sig selv. Den ro vi finder, når vi sidder med en kop kaffe og kigger ud over vandet/haven/naturen en tidlig morgen og lader dagen komme til os.

Andre bud på rabarbertærte

Det her er langt fra den eneste rabarbertærte, som jeg har lavet. Vil du have lidt inspiration, så klik her.

Detaljer

Hvor mange?

8-10 personer – tærteform på 24 cm

Arbejdstid?

1 time i alt

Tid i ovnen?

20 + 25 minutter

Hvor svært?

Helt galt går det ikke…

Ingredienser

  • Mørdejsbund
  • 80 g koldt smør – direkte fra køleskabet

  • 125 g hvedemel

  • 50 g mandler – malet til mandelmel i en minihakker

  • 50 g flormelis

  • 1-2 spsk vand

  • Rabarberkompot
  • 500 g rabarber

  • 100 g sukker

  • 2 tsk vaniljesukker

  • Marengs
  • 150 g sukker

  • 3 æggehvider

  • 1 tsk citronsaft

Sådan gør du

  • Mørdej
  • Bland mel, mandelmel og flormelis. Smuldr smørret i og bland det sammen, saml dejen med lidt vand. Bemærk, lidt vand – lidt ad gangen. Pak mørdejen ind i husholdningsfilm og læg den i køleskabet en halv times tid.
  • Rul dejen ud, så den passer til en tærteform på ca 24 cm i diameter. Bages i forvarmet ovn på 180 grader varmluft i ca. 20 minutter, til dejen er lysebrun og halvfast.
  • Rabarberkompot
  • Imens mørdejen hviler i køleskabet, koges rabarberkompotten. Skær rabarberne i små stykker, tag ca. 1/5 fra. Resten kommes i en kasserolle sammen med sukkeret, som simrer sammen ca. 10 minutter. Tag af varmen og tilsæt vaniljesukker.
  • Tærten samles
  • Tærtebunden tages ud af ovnen efter ca. 20 minutter, når bunden virker halvfast, og fyldet hældes på. Tilbage i ovnen i ca. 20-25 minutter, indtil fyldet har sat sig.
  • Marengs
  • Tænd ovnen på 225 grader varmluft. Pisk æggehviderne skummende. Tilsæt 4 spsk sukker (ud af de 150 g) og citronsaft og pisk så æggehviderne helt stive. Vend resten af sukkeret i. Hældes i en sprøjtepose med en stjernetylle i. Det gør du lettest ved at placere sprøjteposen i et højt glas eller lignende (fx glasset til stavblenderen). Fordel små toppe på tærten.
  • Bag tærten i 5-8 minutter, indtil den er fin lysbrun på toppen. Hold øje imens, for det kan pludselig gå rigtig stærkt.

Kommentarer

  1. Pingback: Påsken byder på rabarber – og nyt køkken ;) – Sundt for to

  2. Pingback: “Hvis man har et spidskål, kan man lave alt” – samt opskrift på spidskålssalat med appelsin, asparges og avocado – Sundt for to

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*