Yoghurtis med masser af jordbær – faktisk en sund dessert

Hvert år sin udgave af jordbæris. Stort set. I år har jeg testet yoghurtis med jordbær, og den smager simpelthen så meget af jordbær, at man næsten synes at stå midt i jordbærmarken, når man spiser den. Da den er lavet på græsk yoghurt, er den tillige et ernæringsmæssigt fornuftigt valg, hvis man går op i det, når det handler om desserter.

Yoghurtisen er på basis af en gammel opskrift fra Alt for damerne (som er et fast indslag herhjemme for både undertegnede og den skæggede). Jeg har tilsat lime og i øvrigt ændret en del på mængderne, dvs. mange flere jordbær. Og så er den ret let at lave. Nu kunne det være tillokkende at prøve at spare lidt på kalorierne og vælge en mager, græsk yoghurt. Det nytter bare ikke. Det skal være græsk yoghurt 10%. Den magre udgave på 0,2% fungerer simpelthen ikke, da både smag og konsistens på din yoghurtis bliver helt forkert.

Hvor mange og hvad serveres til?

Jeg tror, portionen rækker til 6-8 personer. Det afhænger dog af, hvor vild man er med desserter, og hvad der evt. serveres til. Masser af jordbær og lidt knasende sprødt er oplagt. Men du kan også vælge for eksempel lidt blåbær og noget hvid chokolade revet over.

Alternative is

Vil du prøve en anden jordbæris, så kan jeg anbefale denne, som jeg i 2017 døbte “sommerens bedste jordbæris“. Den er lavet med masser af fløde, og det kan smages. Vil du servere to slags is, så kombiner din jordbæris med en cremet citronis. Det er bare SÅ lækkert.

Detaljer

Hvor mange?

6-8 personer

Arbejdstid?

20 minutter

Tid i fryseren?

4-5 timer

Hvor svært?

Ret let

Ingredienser

  • 3/4 dl vand

  • 1 1/4 dl sukker

  • 2 spsk honning

  • 1/2 blad husblas

  • 350 g jordbær gerne med masser af smag

  • 1 lime, saft og revet skal

  • 250 g græsk yoghurt, 10% (og det skal det altså være… ikke noget med at spare på kalorierne her)

  • 2 spsk Licor 43

Sådan gør du

  • Lav en sukkerlage først: Bland sukker, honning og vand i en kasserolle, lad det koge op, indtil honning og sukker er helt opløst. Imens lægges det halve blad husblas i koldt vand i 5 minutter. Husblassen kommes op i den varme sukkerlage, og der piskes godt rundt. Sukkerlagen køles helt af, evt. i køleskab.
  • Rengør jordbærrene og blend dem sammen med revet skal og saft af en lime. Det skal være pænt blendet, men der må godt stadig være lidt ujævnheder i dem. De blendede jordbær blandes med yoghurten og Licor 43, og til sidst kommes sukkerlagen i.
  • Hæld i passende form og frys i mindst 4-5 timer. Hvis du har energi og tid, kan du røre i blandingen hver halve time i starten, det mindsker risikoen for, at der dannes iskrystaller.

One Comment

  1. Pingback: En kold menu – til en varm dag – Sundt for to

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*