Brunch let og enkelt

Når vi næste gang skal se familiens unge, er planen at invitere til brunch en søndag morgen. Ikke noget fancy. Det skal være nemt, men stadig lækkert. Sådan en brunch let og enkelt. Derfor er planen, at der laves små boller i to varianter, en let og en grov, med ost, marmelade og pålæg til. Dertil små æggemuffins og små spinatpandekager med frisk frugt. Vi slutter af med enten små snegle eller fastelavnsboller. Kodeordet er, at det hele er i miniformat. Så kan man prøve lidt mere.

Formålet med at mødes en søndag morgen er først og fremmest at se hinanden i en ellers travl hverdag med job, børn og kærester. Det kan godt kræve lidt ekstra gymnastik med kalenderen, men er skønt, når det så lykkes at samle alle. Derfor sætter jeg denne gang ikke særlig meget fokus på forplejningen.

Menu til brunchbordet

  • Små boller i to varianter med ost, marmelade og pålæg
  • Æggemuffins
  • Spinatpandekager med frugt
  • Små snegle

Bollerne lavede jeg første gang til en fødselsdag, og de blev virkelig lækre – også ristede dagen derpå. Jeg kan også anbefale at tage de her burgerboller, jeg senest har præsenteret og lave i miniformat. Husk blot at tilpasse bagetiden til størrelsen.

brunch let og enkelt med vertikal omelet

I stedet for æggemuffins lavede jeg sidste gang til brunch denne aflange omelet med æg og grønt, indholdet bliver stort set det samme bare i små muffinforme. Spinatpandekager og snegle bliver det nye indslag på bordet, så opskrifter herpå følger, når jeg er sikker på kvaliteten og fremgangsmåden.

Der behøver ikke at være en masse forskelligt på brunchbordet. Vælg hellere nogle få, men til gengæld ret lækre retter – også selv om de er i miniformat. På den måde bliver en brunch let og enkelt også en brunch, der ligger let i maven.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*