morgenmadssalat

Morgenmadssalat til røræg

Hvorfor kan man egentlig ikke spise salat til morgenmad? Salat går fint til resten af dagens måltider. Det er sundt og giver dig allerede fra morgenstunden et forspring i forhold til at få nok grøntsager indenbords i løbet af dagens måltider. Men ok, der er lang vej fra cornflakes eller havregrød til salat med iceberg, tomat og agurk, det indrømmer jeg blankt. Jeg synes heller ikke, at det giver samme ballast til resten af dagens strabadser som æg, skyr eller føromtalte havregrød. Men kombineret med fx røræg eller et blødkogt æg og et stykke brød er morgenmadssalat lidt genialt.

Da vi havde fødselsdagsbrunch i dag, lavede jeg derfor denne salat til røræg og røget laks. “Ret lækkert” sagde gæsterne. Dressingen er med vilje til den søde side. I det hele taget er det ikke en salat, der river i smagsløgene. Det synes jeg nemlig ikke om ved dagens første måltid. Til gengæld passer den rigtig godt til røræg og giver et godt modspil til den lidt fede, røgede laks.

Jeg har omregnet portionen på morgenmadssalat til 2-4 personer, men det afhænger altså rigtig meget af jeres morgensult, og om I får andet til – og hvad i givet fald. Bliver der noget til overs, så gem det til frokosten eller aftensmaden.

Salaten kan med fordel forberedes dagen før, hæld blot først dressingen over ved servering.

Pas i øvrigt på fingrene, når du bruger mandolinjernet. Sådan et kan snitte blommen af en fingerspids på et splitsekund. Det resulterer så i noget, der let kan konkurrere med det stockholmske blodbad. Hvis man kan sin Danmarkshistorie, vil man vide, at det var ret ubehageligt.

Detaljer

Hvor mange?

2-4 personer

Arbejdstid?

15 minutter med kniv og mandolinjern

Alt i alt?

15 minutter

Hvor svært?

Ikke svært

Ingredienser

  • 1/2 fennikel

  • 1/2 mango

  • 4 grønne asparges

  • 1 håndfuld hasselnødder

  • Dressing
  • 1/2 appelsin, saft heraf

  • 1 tsk honning, gerne akacie

  • 2 spsk rapsolie

  • Salt, peber

  • Serveres alene eller til
  • Røræg og/eller røget laks

Sådan gør du

  • Start med hasselnødderne. Varm en pande op og rist hasselnøddekernerne nogle minutter. Lad dem køle af, fjern de løse hinder og hak dem groft. Stil til side.
  • Snit fenniklen fint på mandolinjernet. Læg de tynde skiver bredt ud i et fad. Skær mangoen i tynde skiver og snit ligeledes aspargesene i fine stykker, gerne skåret lidt på skrå. Læg mangoskiver og aspargesstykkerne ovenpå fenniklen. Drys med hasselnøddekerner.
  • Rør dressingen sammen og hæld den over.

One Comment

  1. Pingback: Sommerbrunch – Sundt for to

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*