To lune fra salatbaren

Bare fordi det er efterår, gemmer jeg ikke middagssalaterne væk. Men det er ikke de lette salater med iceberg og vandholdige grøntsager, jeg vælger. I stedet kaster jeg mig over spinat, rodfrugter, græskar og lignende, der serveres varmt eller som en lun salat. De her salater udmærker sig også ved, at man kan lave grundlaget for dem til to dage og så variere over det. Det er det, jeg kalder for to lune fra salatbaren, for lune salater er nu altså ret lækre på den her tid af året.

Et godt eksempel er de her salater med spinat, sorte belugalinser og bagt hokkaido græskar som base. Første dag blev det til en salat serveret med agurk, avocado og feta. Anden dag var resultatet en salat med avocado, cherrytomater, hakkede mandler samt et spejlæg. Med andre ord der er to lune fra salatbaren passende til et efterår med Indian Summer på vej.

Andre efterårssalater

Vil du have inspiration til andre efterårssalater, så prøv fx denne her med hokkaido græskar, hvor der derudover er kommet couscous i. Det mætter nemlig godt. I det hele taget er lune salater slet ikke en dum opfindelse – det er denne salat med rødbeder et godt eksempel på. Brug endelig efterårets mange, lækre grøntsager. Nok er de grovere end sommerens lette salater, men til gengæld mætter meget og giver godt tyggearbejde.

Detaljer

Hvor mange?

2 personer i 2 dage

Arbejdstid dag 1?

45 minutter

Arbejdstid dag 2

20 minutter

Hvor svært?

Yderst nemt

Ingredienser

  • Basis (laves dag 1)
  • 1,5 dl sorte belugalinser

  • 1/2 Hokkaido græskar

  • Olivenolie til stegning

  • Fyld dag 1
  • 1/3 agurk

  • 1/2 avocado

  • 2-3 spsk feta i tern

  • 2-3 håndfulde babyspinat

  • Dressing dag 1
  • Saft og revet skal af 1 mandarin (eller en 1/2 appelsin)

  • 1/2 chili, hakket megafint

  • 2-3 spsk rapsolie

  • Salt, peber

  • Fyld dag 2
  • 1/2 avocado

  • 10-12 cherrytomater

  • 1 håndfuld mandler

  • 2-3 håndfulde spinat

  • 2 æg

  • Dressing dag 2
  • 1 spsk sherryvineddike

  • 1 tsk honning

  • 2-3 spsk rapsolie

  • Salt, peber

Sådan gør du

  • Basis dag 1
  • Den første dag bages hokkaido græskarret: Tænd for ovnen på 180 grader. Skær skrællen af græskarret og fjern kernerne med en ske. Skær græskarret i mindre stykker, ca 1 1/2 cm x 1 1/2 cm. Vend græskarstykkerne med olivenolie og giv dem et drys salt og peber. Bages i ovnen i ca. 30 minutter, indtil de er godt møre. Kog også de sorte belugalinser i letsaltet vand efter anvisningen på pakken. Hæld overskydende vand fra.
  • Kog også de sorte belugalinser i letsaltet vand efter anvisningen på pakken. Hæld overskydende vand fra.
  • Fyld og dressing dag 1
  • Skær agurk og avocado i mindre, mundrette stykker. Læg en bund af babyspinat og fordel halvdelen af de lune belugalinser over sammen med halvdelen af de bagte græskarstykker. Fordel derefter avocado, agurk og feta over. Rør dressingen sammen og hæld over. Bland salaten godt og server den – evt med et stykke brød.
  • Fyld og dressing dag 2
  • Salat på den anden dag: du kan vælge at lune græskar og linser i et ildfast fad i ovnen, men salaten fungerer også fint kold. Skær avocado i små stykker og cherrytomaterne i halve eller kvarte afhængig af størrelsen. Hak mandlerne groft. Bland det hele med babyspinaten. Rør dressingen sammen og hæld over. Server med et par spejlæg.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*