nytårsmenu

Vegetarisk nytårsmenu

Dette indlæg indeholder reklamelinks (markeret med *) Nytårsaften er slet ikke så traditionsbundet som juleaften. Men der er nu alligevel traditioner også på spisebordet i mange hjem. Det kan du læse mere om nedenfor, hvor du også får mit bud på et vegetarisk nytår.

Lad os starte med nogle af traditionerne nytårsaften:

  1. Dronningens nytårstale kl 18. Her får man lige ris, ros og formanende ord med på vejen.
  2. Fyrværkeri – må man gerne spare mig for i dagene før og efter, men selve nytårsaften må knægte og barnlige sjæle meget gerne lave et flot lysshow.
  3. Kl 24. Ingen går i seng før kl 24. Jeg sniger mig så gerne mod dynerne ret hurtigt efter kl 24, mest fordi jeg plejer at stå tidligt op.
  4. ”Same procedure as last year” – 90 års fødselsdagen er også et obligatorisk indslag i mange familier.
  5. Nytårsforsætter er nærmest obligatorisk, og lige så obligatorisk er det at ”glemme” de gode intentioner efter en måneds tid. Tjek bare fitnesscentret.

Nytårsmenuen når traditionen skal holdes

Når det gælder maden, er der også traditioner. Nytårstorsken har været på bordet i mange hjem siden 1700- og 1800 årene. Oprindeligt spiste man fisk i forbindelse med fasten i den katolske kirke, men når torsken blev til nytårsmad, skyldtes det nok mere, at man havde fået rigeligt med tung, fed kost i julen.

Nu er det ikke alle, der elsker fisk og måske især ikke en kogt torsk. Oksemørbrad er derfor ofte set – og i det sønderjyske er det hamburgerryg med grønlangkål, der står på menuen.

Vegetarisk nytår

Jeg vil nu komme med et helt andet bud på en nytårsmenu, nemlig et vegetarisk nytår. Du skal sætte lidt tid af til at forberede retterne, men tager du dig tiden, er det altså ikke svært.

Forret med gedeost og figner

Paneret gedeost, friske figner og så flager af tærtedej. Tilsammen bliver det utrolig lækkert og elegant. En gæst sagde således om denne forret, at ”paneret gedeost i kyndige hænder står tilbage som en sublim oplevelse”. Kan man ønske sig mere? Paneret gedeost med figner:

paneret gedeost med figner

Hovedret med vegansk vellyst

Gourmet-vegansk bagt knoldselleri med svampe og æbler er en ret, som virkelig imponerer. Og det med meget billige råvarer. Der er altså ingen, der siger, at nytårsaften skal være dyr.

bagt knoldselleri med svampe og kompot

Dessert – eller til kaffen

Små napoleonshatte er perfekte, hvis man ikke har trang til den store dessert. Og ellers kan de jo serveres kl 12 i stedet for kransekage.

små napoleonshatte

Hvad skal vi drikke til?

Det er jo nytårsaften – og bare fordi man kun er to personer ved bordet, behøver det jo ikke være kedeligt. Der er slet ikke noget til hinder for at åbne en mousserende vin, og det kan også være et rigtigt godt valg, for den kan tage mange forskellige smagsnuancer i maden. Vælg fx en blancs de blanc eller en blended udgave. Boblerne og syren i den mousserende vin er nemlig god til at opfriske smagsløgene. Slut af med sec eller demi sec champagne til napoleonshattene.

Se fx hos Jysk Vin (* reklamelink), som har et supergodt udvalg – og i øvrigt altid er klar med et godt råd, er min personlige erfaring.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kilde: Historie online

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*